Film

26. august 2016

Om nostalgi og Tibor Takács’ “The Gate”

Nostalgien er en voldsom dopaminudløsende kraft, der som en sirene synger om hjemlængsel og luller os ind i et slør af melankolsk glæde. Den er en tsunami af ophobede og komprimerede følelser, stemninger og minder, der fortættet ligger på lur, gemt i hjernens snirklede kroge, men som i et nanosekund bliver vakt til live, når elektriske ladninger i den voksne hjerne registrerer et minde fra barndommens lykkeland stikke næsen forsigtigt frem – og så skyller den ind over os med en styrke og intensitet, der gør os ukampdygtige.  Det er denne ambivalente nostalgifølelse, hvor glæde, smerte og vemodighed er uadskillelige musketervenner, der vækkes i mig, når jeg ser en film som Tibor Takács’ horrorfilm “The Gate” fra 1987. Det er en film, som kun et barn af 80’erne kan elske, og som den voksne, hvis fantasien er blevet doven og vissen, ryster opgivende på hovedet af.

TheGate1b



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *