OMTALE: A.H. Riises X.O. Reserve julerom!


Én af julens mange glæder kommer fra A.H. Riise. Deres søde og aromatiserede julerom er her i huset blevet en nødvendighed, og den har opnået samme højtidsstatus som nisser, juletræ og julesmåkager. Sagt på en anden måde, så er det ikke jul uden Riises X.O. Reserve julerom, der er blevet en yderst velkommen gæst på julebordet. Og hvis man gerne vil vinde en flaske, så kører Fiktion & Kultur en konkurrence frem til den 23. december!

A.H. Riises X.O. Reserve julerom er venligst sponseret af Mac Y!


A.H. Riise skiller vandene i romkredse, hvor debatten ofte centrerer sig omkring tilsætningen af sukker, som ér betragtelig, samt aromatiseringen/smagsinfusionen af deres rom. Hvis man er dedikeret rompurist, der får nervøse trækninger i ansigtet, når rom sødes og aromatiseres, så er man ikke gode venner med Riise. Men hvis man har et mere åbent og nuanceret forhold til rom, der kulturhistorisk set hører til blandt de mest utøjlelige spiritus-sorter, så vil man også kunne sætte pris på de rom, Riise tilbyder.

Denne purisme, der ofte i diskussionssammenhænge forvandler sig til fanatisme, har fået den betydning, at en aktiv lobbyisme har gennemtrumfet en ny EU-lov, der træder i kraft den 25. maj 2021. En lov, som får betydning for Riise på det europæiske marked.  Loven dikterer blandt andet, at rom ikke må indeholde mere end 20 gram sukker pr. liter, og at den ikke må være aromatiseret, hvis man vil benytte sig af betegnelsen rom.

Jeg har skrevet om den kommende EU-lov her: KLIK

Men da det er jul, og alting ikke skal gå op i love og paragraffer, vil jeg anbefale, at man lukker julen ind i sit hjem, hvilket blandt andet kan gøres ved at invitere Riises X.O. Reserve julerom med til bords.

DUFTEN & SMAGEN…

Det er ingen hemmelighed, at jeg OGSÅ kan sætte pris på de søde (endog markant søde) og aromatiserede rom. Det ene udelukker ikke det andet, og mine smagsløg dikteres ikke af et puristisk og småfanatisk behov for at sætte i bås.

Riises X.O. Reserve julerom er én af de sødede og aromatiserede rom, der hører til blandt mine absolutte favoritter. Og ja, jeg er skam også en stor beundrer af Richard Seale og den gennemskuelighedsfilosofi, der knytter sig til Foursquare-destilleriet, hvor sødning og aromatisering er no go … hvis man skulle være i tvivl! Det ene udelukker som tidligere nævnt ikke det andet!

For at vende tilbage til hovedpersonen for denne omtale, så er Riises julerom  – kort sagt – kondenseret jul på flaske … og det kan jeg rigtigt godt lide, ja jeg kan!

Næsen mødes af en markant vaniljesødme, der glider over i et strejf af appelsin. Begge dele går igen i smagen, der også byder på nellike, kanel og en anelse muskatnød, der lurer hyggeligt i baggrunden sammen med frugtagtige noter, jeg har svært ved at placere. Riise selv siger pære, men den smag er mine smagsløg ikke tunet ind på.

Smagsinfusionen er tydeligvis skabt med afsæt i julens krydderier, og eftersmagen byder på mild tannin og brændt karamel. Der er en behagelig og egentligt overraskende lang varme i rommen, der gør den særdeles velegnet som hyggerom i julelysets skær.

BEDØMMELSE…

Julerommen, der er et blend skabt på en base af rom fra Vestindien og Centralamerika, er – ifølge Riise – efterlagret på PX- og Pedro Ximenez-sherryfade, hvilket også afrunder og giver en finish, der er behagelig og let, men dog uden den tørhed, der kan ledsage en sherry-finish. Rommen er tyk i teksturen, mild og indbydende, og den har en let bitterhed, der afslutter bombardementet af julens smage og den markante sødme.

Riises julerom er for mig en nødvendig gæst på julebordet, og så egner den sig i øvrigt som et fortrinligt supplement til portvinen, når risalamanden skal have en spirituøs ledsager. Så ved I det!


Navn A.H. Riise X.O. Reserve julerom
Type Mørk, sød & krydret/aromatiseret rom
Land De vestindiske øer / St. Thomas
Producent/destilleri A.H. Riise
Hjemmeside
A.H. Riise / Mac Y (importør)
Pris 400-450,- kroner pr. flaske
Procent 40%
Flaskens indhold 70 cl. / 700 ml.
Proptype
Plasticprop