OMTALE: Davidsen’s X.O. Limited Release Rum, Blend 17


Oskar Davidsen & Co. er et dansk firma, der har eksisteret siden 1888. Firmaet, der er en selvstændig division under Taster Wine-koncernen, har også deres eget rombrand – Davidsen’s Rum – der udgøres af ti forskellige rom.

Vi skal den kommende måned se nærmere på otte af disse rom, der forhandles af Skjold Burne. Sødmemæssigt er Davidsen’s Rum beslægtet med Riises, og de otte rom, vi skal se nærmere på, har alle taget rejsen fra Jamaica og Guyana. Vi lægger ud med Davidsen’s X.O. Limited Release Rum, Blend 17, der blandt de otte rom er undertegnedes favorit.

Davidsen’s X.O. Limited Release Rum, Blend 17 er venligst sponseret af Oskar Davidsen & Co., og den kan købes her: KLIK


Davidsen’s Rum står i skyggen af de mere markedstunge rom fra A.H. Riise, som ligeledes excellerer i de søde(de) rom.  Men hvis man dyrker den søde rom, så fortjener Davidsen at blive nævnt som et ligeværdigt – og i visse henseende også mere interessant – rombrand.

Så nærværende omtale er også en anbefaling, der henvender sig til alle Riise-entusiasterne, som endnu ikke har mødt en rom fra Davidsen. Det kan i øvrigt oplyses, at deres Jamaica-rom b.l.a. er importeret fra navnkundige destillerier som Hampden og Monymusk.

Davidsens portefølje spænder – som nævnt tidligere – over ti forskellige rom, der starter hos den gængse mixerrom og ender i den eksklusive ende af skalaen med The Oskar Rum, der dog ikke vil blive omtalt i denne ombæring.

DUFTEN & SMAGEN…

Davidsen’s X.O. Limited Release Rum, Blend 17 er en elegant og delikat oplevelse. Det er et blend, der udelukkende består af rom fra Jamaica, der har lageret på amerikanske egetræsfade. Den ældste rom i blended er op til 17 år, men hvor stor en procentdel nævnes vanen tro ikke.

Duften er harmonisk, afbalanceret og behagelig. Da det er en Jamaica-rom undrer det ikke, at pot still-duften træder tydeligt igennem. Man vil især få fuld kraft på duften, hvis man lader rommen ilte i 5-10 minutter og efterfølgende giver den mahognigyldne rom en svingtur i glasset.

Der ligger også en bitterhed og lurer i duften, som dog trænges i baggrunden af den tilføjede sødme. Men det ér et fint modspil, der er opnået med det bitre og søde, der giver en mere kompleks oplevelse.

Det er en medium sød rom, og mit bud vil være, at den indeholder et sted mellem 20 og 30 gram sukker pr. liter. Sukkertilføjelsen er sket med omhu, og rommens naturlige nuancer bliver ikke kvalt. Smagsoplevelsen byder også på tropisk frugt a la ananas, og der er god varme og kraft i rommen, som er blød og ikke har anstrøget af sprit i smagen.

BEDØMMELSE…

Davidsen’s X.O. Limited Release Rum, Blend 17 er en virkelig behagelig og cremet rom, der åbner sig smukt i glasset. Den er ikke blevet oversødet, hvilket betyder, at rombasen ikke druknes i sukker, men hele tiden gør sig bemærket.

Når rommen får lov til at åbne sig over en håndfuld minutter, vil man opleve, at smagen af tropiske frugter dukker op. Det er en fin aftapning, der kan nydes som en ren “sipper” en stille aften, hvor man slapper af i sofaen, men den egner sig også fortrinligt som tilbehør til kager og dessert.

Man skal i det hele taget ikke være bange for at kombinere rom med mad, og i langt de fleste tilfælde kan man finde en rom, der egner sig fortrinligt til frokost- og/eller kagebordet.

Jeg vil, som jeg skrev indledningsvist, anbefale alle Riise-entusiaster, som endnu ikke kender Davidsen’s Rum, at stævne ud med denne dejlige flaske.


Navn Davidsen’s X.O. Limited Release Rum, Blend 17
Type Mørk, semi-sød 17-års blend
Land Jamaica / Danmark
Producent/destilleri Oskar Davidsen / Taster Wine
Hjemmeside
Oskar Davidsen / Skjold Burne (forhandler)
Pris 499,- kroner pr. flaske
Procent 40%
Flaskens indhold 70 cl. / 700 ml.
Proptype
Korkprop m. top af træ