OMTALE: “Deep Blue Sea” (1999)

Da en gruppe videnskabsmænd i undervandslaboratoriet Aquatica begynder at udføre genetiske hjerneeksperimenter på levende hajer, får det en uønsket bivirkning: Hajerne bliver intelligente.

Samuel L. Jackson, Saffron Burrows, Thomas Jane, LL Cool J og resten af filmholdet kastes ud i en hæsblæsende kamp om overlevelse, hvor menneskelig kløgt skal overvinde tænkende dræbermaskiner! Dyk ned i mørket!

“Deep Blue Sea″ kan købes hos Legetøjseksperten, der har et stort udvalg af billige film på dvd & Blu-ray: KLIK


Bigger. Smarter. Faster. Meaner.

Jeg gik i gymnasiet, da Renny Harlins “Deep Blue Sea” (1999) fik biografpremiere. På dette tidspunkt var når dyr går amok-film begyndt at få en renæssance, og Renny Harlins hajfilm var den første seriøse produktion af sin slags, siden Steven Spielbergs “Jaws” (1975) havde skabt kollektive hajpsykoser rundt om på kloden.

Jeg blev ganske hurtigt opslugt af præmissen, og selvom filmen blev modtaget køligt af kritikerne, der ikke så den som meget andet end en “Jaws”-klon, hvilket ikke kunne være længere fra sandheden, så satte den tænderne solidt i undertegnede.

Jeg har siden premieren genset “Deep Blue Sea” 3-4 gange på VHS, DVD & Blu-ray. Og selvom man kunne frygte, at filmen i dag ville fremstå bedaget, så er det ikke tilfældet. Effekterne kan man altid diskutere kvaliteten af, men det giver ikke meget mening at gøre det retrospektivt og med afsæt i nutidens standarder. Men selvom filmen har holdt sin 20-års fødselsdag, så holder effekterne fortsat.

Renny Harlins storhedsperiode var 90’erne, og “Deep Blue Sea” er – udover at være en intelligent udført film – desværre også et punktum. Efterfølgende har Harlin ikke instrueret noget, der har fået øjenbrynene til at løfte sig. Men med et cv, der udgøres af titler som “Die Hard 2” (1990), “Cliffhanger” (1993), “The Long Kiss Goodnight” (1996) samt “Deep Blue Sea” (1999) har han formået at give os fire film, der alle afspejler 90’erne.

Specielt om denne udgivelse:

  • Audio: Engelsk DTS-HD Master Audio 5.1 (+ tysk, fransk, spansk DD5.1)
  • Undertekster: Engelsk, dansk, svensk, norsk, finsk, tysk, fransk, spansk, hollandsk m.fl.

Ekstramateriale:

  • Kommentarspor med instruktøren Renny Harlin og skuespilleren Samuel L. Jackson
  • HBO Special: When Sharks Attack!
  • Featurette: The Sharks of the Deep Blue Sea
  • Slettede scener med valgfri instruktørkommentarer
  • Original biograftrailer