OMTALE: Diplomático Reserva Exclusiva


Diplomático Reserva Exclusiva is an elegant and complex sipping rum, carefully crafted from the purest of sugar cane honeys. It is delicately distilled in ancient copper pot stills and aged in small oak casks for up to twelve years. Marrying a unique body with excellent balance has made it a reference for rum lovers and connoisseurs throughout the world.
– Diplomáticos egen beskrivelse af Reserva Exclusiva!

Hvis man er ude efter en god introduktionsrom, der ikke skræmmer novicen skrigende væk, så er Diplomáticos Reserva Exlusiva et godt sted at starte. Den har siden sin lancering på markedet udviklet sig til en salgsmæssig sværvægter, og Reserva Exlusiva er i dag en klassiker, som alle romentusiaster kender og har et forhold til såvel som en mening om.

Diplomático Reserva Exclusiva er venligst sponseret af Barlife.dk, og den kan købes her: KLIK


Det er Tito Cordero, Diplomáticos maestro ronero, der er manden bag den storsælgende rom, der har høstet utallige priser og udmærkelser i form af sølv- og guldmedaljer ved internationale konferencer og konkurrencer.

I 2011 opnåede Tito Cordero med rette stor anerkendelse, da han som den første venezuelaner nogensinde blev kåret som verdens bedste masterblender.

Det er Destilerias Unidas S.A (DUSA), der er destilleriet bag de efterhånden mange rom i Diplomáticos portefølje, og i dag er Diplomático et af de mest anerkendte mærker fra Sydamerika. Diplomático laves i grønne omgivelser ved foden af Andesbjergene i Venezuela, hvor DUSA spreder sig over 12 hektar og har en kapacitet til at producere 72 millioner liter alkohol på årsbasis.

Der er ingen tvivl om, at Diplomáticos flagskib er deres Reserva Exlusiva. Den har præget markedet markant, og den er også blandt undertegnedes absolutte favoritter.

Diplomáticos Reserva Exlusiva  hører til i den søde ende af romskalaen, og hydrometertests viser da også et sukkerindhold omkring 41 gram pr. liter. Så det er altså en kunstigt sødet rom, vi har med at gøre.

Men selvom der er tilsat en markant mængde sukker til rommen, så ender vi ikke med en base, der kvæler rommens naturlige smags- og duftstoffer. Den er smagsjusteret ganske optimalt, og befinder sig langt fra det medicinske og syntetiske, som man eksempelvis kan opleve i andre søde rom fra eksempelvis Riise, der i visse af deres rom er helt oppe på 96 gram sukker pr. liter. Og sukker i de mængder ødelægger rommens naturlige statur, hvilket gør, at man går fra rom til likør … og det er altså ikke tilfældet med Diplomáticos Reserva Exlusiva .

DUFTEN & SMAGEN…

Diplomático er én af de romproducenter, der håndhæver en gennemskuelighedsfilosofi omkring tilsætningen af sukker, smagsinfusion og farvejustering med E150, og de oplyser selv i detaljer på deres hjemmeside, hvad der er blevet tilføjet Diplomático Reserva Exlusiva. Og  det eneste, der er tilføjet, er sukker! Så al den smag, man kan hente ud af rommen, kommer fra fadlagringen grundet Tito Corderos evner som masterblender.

Reserva Exlusiva er én af de rom, hvor man ikke svider næsehårene ved at tage en ordentlig inhalering. Der er ingen markant spritduft, men en sød og blød og virkelig behagelig aroma, der byder på tung karamel/melasse, tørret frugt a la abrikoser og et andet sødt hint, jeg har svært ved at placere. Nogle siger honning, men den har jeg svært ved at finde.

Der er også tydelige noter af appelsin i såvel duft som smag, hvilket gør rommen til en fortrinlig følgesvend til et stykke mørkt højprocentschokolade med appelsinsmag. Smagen byder ydermere på en markant karamelsmag, der aldrig overtrumfer de andre nuamcer, men som bidrager til en harmonisk oplevelse. Under overfladen lurer den mørke chokolade, der afrunder oplevelsen og gør, at man har svært ved at lade glasset stå.

BEDØMMELSE…

Det er en harmonisk, blød, mahognigylden og meget cremet rom, der ikke blot egner sig som en fortrinlig introduktionsrom for begyndere, men som også kan nydes af garvede romentusiaster.

Den viser, at man ved at justere fornuftigt med sukkertilførelsen kan skabe en rom, der ikke synker ned på likørstadiet, hvor al rommens naturlige smag og duft forsvinder.

Reserva Exlusiva er således en blid og sød rom, der har bevaret sin kompleksitet. Det er en rom, der langt ud i eftersmagen bevarer sin sødme og som leverer en behagelig og krydret varme, der i disse kolde og blæsende efterårsdage gør den til en herlig sipper.

 NB:Barlife har et stort udvalg af rom, der spænder over mange forskellige typer og fra mange forskellige lande. Ligeledes har de et fint sortiment af forskellige romglas, så man kan finde netop dét, der passer bedst til rommen.


Navn Diplomático Reserva Exclusiva
Type Mørk og sødmefuld rom. Et blend af kolonne & kedel (op til 12 år)
Land Venezuela
Producent/destilleri Diplomático (Destilerias Unidas S.A)
Hjemmeside
Ron Diplomático
Pris 349,- pr. flaske
Procent 40%
Flaskens indhold 70 cl. / 700 ml.
Proptype
Korkprop