OMTALE: “Outland” (1981)

I en tid, hvor streamingtjenester skyder op af jorden som svampe i efteråret, og de alle er enige om at tilbyde et sterilt og ordinært udbud af film og serier, der ikke tør kigge meget længere tilbage i historien end slut-90’erne, er det godt, at vi fortsat kan købe film på fysiske medier.

Én af de film, jeg vil anbefale, at man køber, er Peter Hyams’ “Outland” fra 1981, der er en science fiction-fortolkning af Fred Zinnemanns westernklassiker “High Noon” aka “Sheriffen” fra 1952.

“Outland″ kan købes hos Legetøjseksperten, der har et stort udvalg af billige film på dvd & Blu-ray: KLIK


“Outland” – der på dansk blev lanceret under titlen “Rumstation Jupiter” – er rendyrket science fiction fra den gode skuffe!

Den er samtidig en af de science fiction-film, der (ligesom den oprindelige “Alien”) forsøger at vise, at livet i det ydre rum ikke altid er lutter lagkage: En trend, som især står i tydelig kontrast til eksempelvis “Star Trek”-serien og -filmene.

“Outland” foregår på minekolonien Con-Am 27, beliggende på Io, der er en af Jupiters måner. Her giver den ansvarlige korporation et narkotisk stof til minearbejderne, der forøger produktiviteten dem.

Produktiviteten blandt minearbejderne stiger efterfølgende i en ret så imponerende grad, men det viser sig dog hurtigt, at stoffets bivirkninger blandt andet er, at brugerne bliver såvel morderiske som selvmorderiske af natur.

Minekoloniens sikkerhedsansvarlige vender det blinde øje til dette, eftersom hele operationen med det ulovlige stof er aftalt i hemmelighed med den ansvarlige korporation.

Det varer ved lige indtil en ny sikkerhedschef udnævnes.

Den nye sikkerhedschef er William T. O’Niel (spillet overbevisende af Sean Connery), der bliver udstationeret på Con-Am 27.  Connery vil til bunds i sagen om det narkotiske stof og han kommer til at kæmpe hårdt for at finde sandheden, mens han står helt alene og samtidig er oppe imod en hel verden af korruption.

Selve  plottet i “Outland” ligger meget tæt på den klassiske western “High Noon” fra 1952, men det fungerer udmærket til trods for dette. Filmen bevæger sig i et forholdsvis adstadigt tempo, men hele stemningen og den underliggende suspense er ganske enkelt fremragende.

Connery er i særklasse, og effekterne fungerer godt taget i betragtning af, at “Outland” er fra 1981. Rumstationens interiør fungerer designmæssigt rigtigt godt og er med til at højne den klaustrofobiske suspense. Det er dog rimeligt tydeligt at se, at filmens set-designere har fundet deres inspiration i den trendsættende “Alien”, der udkom 2 år før.

Til trods for, at filmskaberne tager sig nogle friheder med hensyn til tyngdeloven, har filmen en god underholdningsværdi ,og spændingen vedligeholdes hele vejen igennem. “Outland” kan anbefales alle, der holder af et godt science fiction eventyr eller bare vil se den rigtige James Bond i rumkostume.