OMTALE: “The Woody Allen Collection”

Hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med filmskaberen, komikeren, satirikeren, neurotikeren og auteuren Woody Allen, så er boksen The Woody Allen Collection et godt sted at starte. Det er en fantastisk samling bestående af 19 film fra perioden 1971-91 samt en enkelt fra 2005:

Alice, Annie Hall, Another Woman, Bananas, Broadway Danny Rose, Crimes and Mis-demeanors, Everything you always wanted to know about sex…, Hannah and Her Sisters, Interiors, Love and Death, Manhattan, A Midsummer Night’s Sex Comedy, Purple Rose of Cairo, Radio Days, September, Shadows and Fog, Sleeper, Stardust Memories, Zelig og Melinda & Melinda.

The Woody Allen Collection er venligst sponseret af Legetøjseksperten, der har et stort udvalg af billige film på dvd & Blu-ray: KLIK


Perioden 1971-1980: Bananas, Everything you always wanted to know about sex, but were afraid to ask, Sleeper, Love and Death, Annie Hall, Interiors, Manhattan og Stardust Memories.

Disse 8 titler spænder over årene fra 1971-1980 og markerer én af Amerikas bedste instruktørers overgang fra ren crazykomik og falden-på-halen komedie til sofistikeret auteur med speciale i mandens psyke og hans forhold til livet, døden og kvinderne.

Woody Allen har ikke altid været en sofistikeret filmskaber, der bidende morsomt kunne intellektualisere over livets absurditeter. Han debuterede med den skøre Take the Money and Run, der ligesom hans anden film Bananas bærer præg af hans fortid som standupkomiker og sketchforfatter til tv.

Bananas er 82 min. jokes sat sammen til en film lidt ligesom vore dages Naked Gun og Hot Shots!. Bananas er udelukkende skæg og ballade med et lille vip med hatten til Allens store forbilleder Chaplin og Marx Brothers, og filmen er, præcis som de andre film i genren, en mere eller mindre skønsom blanding af hits og fusere. Det sjoveste er næsten at se Sylvester Stallone optræde som ungdomsbølle.

I Allens tredje film Everything you always wanted to know about sex, but were afraid to ask gjorde han noget, som kun få mennesker har vovet siden. Nemlig at filmatisere en anerkendt lærebog om seksualitetens mange op- og nedture. Ud fra en bog af samme navn skabte Woody en film bestående af syv vignetter, der på en noget anderledes måde forsøger at give svar på nogle af bogens mange spørgsmål. Det er både meget plat og ofte meget morsomt, og for os filminteresserede er der oven i købet parodier på italiensk neorealisme og horrorfilm anno 50’erne. Filmens sidste og bedst kendte sketch – den med det NASA-lignende kontrolrum, der styrer en mandlig ejakulation – er overraskende nok taget næsten direkte ud af bogforlægget, og det beviser med al tydelighed Allens intention med filmen: Hvor meget kan man egentlig lære om sex ud fra en bog?

I Sleeper var det så blevet tid til at tage gas på Science Fiction genren, der i starten af 70’erne havde fået en renæssance efter især 2001s succes. Woody spiller her en mand, der har været frosset ned (og pakket i staniol) i 200 år og bliver tøet op til en kold og på mange måder “sovende” verden. Igen er der jokes til højre og venstre i hver eneste scene, og som i alle Woodys tidlige komedier er der også en god portion samtidssatire, der desværre ikke altid holder vand her 25-30 år senere. Og problemet med Allens tidlige film, og så godt som alle andre film i genren, er, at de mange jokes har en tendens til at bryde filmens rytme, så der ikke kommer en naturlig følelsesmæssig indleven, og det afstedkommer en ufuldstændig filmoplevelse, der trods de mange lystige øjeblikke ikke bliver fuldendt.

Det samme kan siges om Love and Death, selv om den absolut er min favorit blandt Woodys første værker. Historien om kujonen Boris Grushenko, der hellere vil elske end gå i krig mod Napoleon, er da også meget mere helstøbt, og så er den i øvrigt et udstyrsstykke af hidtil usete dimensioner hos Allen med masser af statister og store iscenesættelser. Filmens vanvittige eksistentialistiske diskussioner, der tager gas på den stolte (tunge) russiske litteratur, er noget af det, der står klarest i hukommelsen både før og efter gensynet, og filmen er, ifølge den medfølgende booklet, også Woodys yndlingsfilm.

Det endda på trods af, at han med sin næste film Annie Hall virkelig høstede ære, respekt og 4 Oscars. Woody var pludselig blevet voksen og lavede med Annie Hall en rørende morsom film om kærlighedens besværlige væsen, hvor han endda legede med filmmediet. Her slog han for alvor sit navn fast som en af Amerikas førende filminstruktører.

Han fulgte ironisk nok succes’en op med det meget Ingmar Bergman-inspirerede kammerspil Interiors. Ironisk, da han netop havde fundet sine ben at stå på, og så går han ud og laver en film, der ofte er blevet kaldt et kopiprodukt. Men når man ser Interiors i dag, ser man faktisk Allens mest gennemførte film. Farver, stemning og skuespil er smukt afdæmpet og afstemt, og historien, der er næsten blottet for den sædvanlige humor, er virkelig stærk.

Manhattan fra 1979 er uden tvivl samlingens perle. Det er en af de smukkest fotograferede film nogensinde (af Gordon Willis), og historien er både morsom og vedkommende. Manhattan er på mange måder en forsmag på Woodys store 80’er film Hannah and Her Sisters og Crimes and Misdemeanors, hvor billeder, musik og dialog går op i en højere enhed. Et absolut must.

Sidste kapitel i denne Woody Allen historie er Stardust Memories, som efter min mening minder lidt for meget om Fellinis bedre . En til tider sjov og inspireret historie om en anerkendt filminstruktør, der har svært ved at klare overgangen fra de sjove til de mere alvorlige film, men andre gange er den forvirret og langsom uden Fellinis mesterlige charme.

Perioden 1982-1991: A Midsummer Night’s Sex Comedy, Zelig, Broadway Danny Rose, The Purple Rose of Cairo, Hannah and Her Sisters, Radio Days, September, Another Woman, Crimes and Misdemeanors, Alice og Shadows and Fog.

Siden debuten i 1969 med komedien Take the Money and Run med den berømte sæbepistol-scene har han omtrent lavet en film om året, og siden det store gennembrud med Annie Hall i 1977 er hans næste film altid blevet ventet med spænding. Han har gennem årene opbygget en utrolig loyal fanskare, og stadig flere kommer heldigvis til. På trods af hans meget amerikanske New Yorker-stil, der danner baggrund for langt de fleste af hans film, er størstedelen af hans fans europæere. Det skyldes måske, at hans film nærmest er litterære med deres meget teksttunge manuskripter, og det appellerer nok mest til europæere, der traditionelt set læser mere og derfor kan sætte større pris på de sproglige finurligheder, der altid er masser af.

Der er kritiske røster, der siger, at alle hans film er ens, og jeg vil da give dem ret i, at de alle bærer et umiskendeligt Allen’sk præg, men det kan vel knap undre nogen, når han både skriver og instruerer og mange gange selv spiller med. Det er måske af samme grund, at han har så mange trofaste fans, der ved, at de får et kvalitetsprodukt hver gang – eller i det mindste en interessant film fra en mand, der ikke er bange for at prøve noget nyt. Og når man ser på listen over hans mange film, skulle man næsten tro, at alle ville kunne finde én af hans film, som de kunne lide – og måske endda vældig godt.

Om det er en tidlig slapstick komedie som Bananas, Everything You Always Wanted to Know About Sex *But Were Afraid to Ask eller Sleeper, der nærmest er spoof film med deres høje jokefrekvens, eller hans meget mere intelligente komedier som Love & Death, Zelig og The Purple Rose of Cairo, hvor han både leger med filmmediet og dets konventioner, eller måske hans romantiske komedier Annie Hall og Manhattan – to af Allens mest elskede film (sidstnævnte én af de smukkest fotograferede), eller den uforlignelige Radio Days, der er ét langt nostalgitrip, smukt svøbt i fotografen Carlo Di Palmas bløde billeder, 40’ernes største radiohits og Woodys underfundige barndomsminder, eller hans fantastiske mesterværker Hannah and Her Sisters og Crimes and Misdemeanors, der begge er fint vævede mennesketapestrier med alle livets mange facetter ilagt og hans absolut bedste film. Eller måske er der én af de sidste 10 års største film, Manhattan Murder Mystery, Bullets over Broadway, musicalen Everyone Says I Love You, Deconstructing Harry eller Sweet and Lowdown, der tiltaler dig. Man kunne blive ved, og jeg har sikkert sprunget masser af Woodyfans’ yndlingsfilm over, hvilket bare siger noget om mandens alsidighed inden for sin genre, som han har udnyttet og afprøvet til det yderste.

Det, der binder alle Woodys film sammen og gør dem umiskendeligt til hans, er først og sidst de dialogdrevne manuskripter. Uanset om han laver et kærlighedsdrama, en krimikomedie eller en falsk dokumentarfilm, er det altid dialogen mellem hans personer, der er i centrum. Forholdet – og til tider kampen – mellem kønnene er et evigt tema i Allens historier, og han har behandlet det fra snart sagt enhver vinkel. Men også livet og især døden har Allen kigget nærmere på i film som Interiors og Hannah and Her Sisters, og utroskab og skyld er blevet behandlet i Another Woman og Crimes and Misdemeanors, hvor der i sidstnævnte, som titlen antyder, også bliver begået langt større synder. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme sex, der måske er et af de mest belyste emner i Allens film, men det er jo også en af hans – og mange andres – yndlingshobbyer og derfor altid et vedkommende og muntert emne at beskæftige sig med.

Melinda and Melinda (2005):

Af uvisse årsager er der i denne kollektion inkluderet en enkelt af de senere film, og selv om hans film varierer i kvalitet, så er der geniale lyspunkter i selv de ringeste af dem. Denne gang har han filmatiseret en historie uden at gøre brug af kendte skuespillere, hvilket giver den livsfilosofiske instruktør rig lejlighed til at koncentrere sig helt og holdent om filmens idé. En flok venner sidder på en restaurant i Woody Allen-town, bedre kendt som New York, og drøfter det eviggyldige spørgsmål: Er livet tragisk eller komisk?