Litteratur

20. februar 2015

Rosenkilde & Bahnhof har udgivet tre klassiske Dashiell Hammett-romaner

Lørdag den 21. marts overrækker Det Danske Kriminalakademi deres priser på Krimimessen i Horsens. Én af priserne går til det fine forlag Rosenkilde & Bahnhof, der modtager et diplom for deres genudgivelser af krimiklassikere. Og man forstår godt, at de modtager et sådant diplom, når man ser nærmere på det imponerende katalog af forfattere, de har genudgivet og relanceret!

Og nu er turen således kommet til én af undertegnedes favoritter, nemlig amerikanske Dashiell Hammett (1894-1961).

Ja, jeg må desværre i den henseende indrømme, at det er gået min næse flot forbi, at Rosenkilde & Bahnhof sidste år relancerede hele tre af forfatterens klassiske krimi noir-romaner: Dain-forbandelsen (The Dain Curse, 1929), Malteserfalken (The Maltese Falcon, 1929) og Den tynde mand (The Thin Man, 1934).

Dashiell Hammets bøger

Romanerne, der er blevet pakket smukt ind med omslagsdesign af Silvana Nikolic, bør læses af alle, der interesserer sig for krimigenren. Der er tale om must read-romaner, man som krimilæser ikke kan komme udenom. I den henseende har forfatter-fætrene Manfred B. Lee og Frederic Dannay, der skrev kriminalromaner under pseudonymet Ellery Queen, udtalt, at:

Her fortælles med en realisme, der kun finder sit sidestykke hos Hemingway. Alt hvad læseren længes efter, finder han hos Hammett.

Alle tre romaner er i øvrigt blevet filmatiseret på smukkeste vis, og når man har læst Hammetts stil- og skoledannende romaner, bør man unde sig selv at (gen)se Humphrey Bogart som Samuel Spade i John Hustons mesterlige The Maltese Falcon fra 1941, der også byder på eminente præstationer af Mary Astor, Peter Lorre og Sydney Greenstreet.

Ligeledes skal W.S. Van Dykes The Thin Man fra 1934 være anbefalet – ikke mindst på grund af William Powell i rollen som privatdetektiven Nick Charles og Myrna Loy som Nora. Der blev indspillet ikke mindre end 6 The Thin Man-film i perioden 1934-1947, og fra 1957 til 1959 producerede MGM Television 72 episoder i tv-serien The Thin Man med Peter Lawford og Phyllis Kirk i hovedrollerne som Nick og Nora Charles. Og ja, så er der i øvrigt en genindspilning af filmen fra 1934 undervejs.

Den mindre kendte filmatisering af Dain-forbandelsen kan man også med fordel anskaffe sig. Der er tale om en 320 minutter lang miniserie fra 1978 med James Coburn i hovedrollen som privatdetektiven Hamilton Nash. Desværre er den ikke udgivet herhjemme, men man kan købe en amerikanske dobbeltdisc med miniserien. I den henseende skal man bemærke, at der er tale om en region 1-udgave!

Det er glædeligt, at Hammett igen er at finde på de danske boghandlerhylder (ja, han burde slet ikke have været væk fra dem!) og man kan kun håbe, at nye læsere og filmseere vil opdage de fantastiske romaner og film!

Dashiell Hammet på film

De tre Dashiell Hammett-romaner, som man kan læse forlagsintroduktioner af nedenfor, er udgivet i hæftet format og som e-bøger.

 

Dain-forbandelsen

Leggett-familien i San Francisco har fået stjålet deres diamanter – familiejuvelerne, og detektiven bliver tilkaldt for at opklare dette tyveri. En formodet forbandelse, der hviler over Dain-familien, og som angiveligt har resulteret i pludselige og voldsomme dødsfald, spiller en central rolle i handlingen. Et broget net af tyverier, løgne og mord optrævles. Det kommer for en dag, at det yngste skud på Dain-stammen, den unge Gabrielle, både er narkoman og er involveret i en mystisk religiøs sekt. Gabrielle flygter fra sekten og bliver gift med sin forlovede Eric, men makabre hændelser bliver ved at forfølge dem. Detektiven haster til for at beskytte Gabrielle og hjælpe hende med at komme fri af hendes afhængighed af morfin. Han må prøve at afsløre årsagen til alle de mystiske, voldelige begivenheder, der finder sted omkring Gabrielle og Dain-familiemedlemmerne.

Dashiell Hammett - Dain-forbandelsen

Malteserfalken

Sam Spade, privatdetektiv i San Francisco, er ikke umiddelbart tiltalende. Overhovedet ikke. At han er på lovens side, er noget af et tilfælde. Han er hensynsløs, effektiv og kynisk, men også i besiddelse af en melankolsk æresfølelse, der gør hans liv langt mere besværligt, end det behøver at være. Da Spade finder sin partner myrdet og selv befinder sig i den mistænktes rolle, træder han ind i jagten på den forsvundne malteserfalk af det pureste guld…

Figuren Sam Spade blev prototypen på alle de af genrens hårdkogte privatdetektiver, alle mænd af få ord, barske enspændere, som skulle følge senere. Efter Spade blev detektivromanen aldrig den samme.   

Dashiell Hammett - Malteserfalken

Den tynde mand

Julia Wolf, som er sekretær for den berømte opfinder Clyde Wynant, bliver fundet myrdet i sin lejlighed i New York. Sagen kommer i offentlighedens søgelys, da det viser sig, at Wynant er forsvundet, og at Julia har været elskerinde til en gangster. Den forhenværende privatdetektiv Nick Charles bliver involveret i sagen, og det samme gør medlemmer af den mærkelige Wynant-familie og politimanden Guild samt den mystiske Nora…    

Dashiell Hammett - Den tynde mand



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *