Rosenkilde & Bahnhof udgiver Margery Allinghams “Mord i ramme”

Den 21. januar udgiver Rosenkilde & Bahnhof seks romaner i Margery Allinghams serie med gentlemandetektiven Albert Campion. Fiktion & Kultur vil præsentere dem særskilt, og vi starter med Mord i ramme (Death of a Ghost), der første gang blev udgivet i 1934. Om romanen skriver forlaget, at:

John Sebastian Lafcadio var – mens han levede – en meget berømt kunstmaler. Da han døde, havde han i sit testamente bestemt, at hans malerier i ti år efter hans død hvert år skulle udstilles i London – han ville gerne sikre sig, at hans navn ikke blev glemt. Disse udstillinger trækker hele Londons fest- og receptionsglade High Society af gårde, og også kunstner­verdenen flokkes om Lafcadios kunstneriske arv.

Men til den ottende årlige udstilling går det galt – pludselig går lyset ud, og da det bliver tændt igen, ligger Thomas Dacre på gulvet – myrdet! Midt under receptionen og midt blandt en masse mennesker … Heldigvis er Albert Campion til stede.

Om forfatteren skriver Rosenkilde & Bahnhof:

Margery Allingham (1904-1966), engelsk kriminalforfatter og en af De Fire Store fra krimigenrens Golden Age. De Fire Store bestod af Dorothy L. Sayers, Agatha Christie, Ngaio Marsh og Margery Allingham. Sammen med bl.a. Ronald Knox og G.K. Chesterton var de medlemmer af den kendte sammenslutning af britiske krimiforfattere: The Detection Club. Allingham er mest kendt for sin serie med gentlemandetektiven Albert Campion.

Margery Allinghams Mord i ramme - 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.