Rosenkilde & Bahnhof udgiver alle Ngaio Marsh’ kriminalromaner

Rosenkilde & Bahnhof genudgiver alle Ngaio Marsh’ 32 kriminalromaner med detektiven Roderick Alleyn … og tak for det, i øvrigt!

Selvom Ngaio Marsh (1895-1982) blev født i Christchurch på New Zealand, så foregår størstedelen af hendes romaner i London. Sammen med krimikoryfæerne Agatha Christie, Dorothy L. Sayers og Margery Allingham, der i øvrigt alle bliver udgivet af Rosenkilde & Bahnhof, hører Ngaio Marsh til i 1920’ernes og 1930’ernes The Golden Age, hvor De Fire Store – de blev kaldt Queens of Crime – havde deres storhedstid.

Selvom Marsh står i skyggen af eksempelvis Christie, og hun ikke nyder godt af samme offentlige opmærksomhed som eksempelvis Miss Marples og Hercule Poirots skaber, så er hun en forfatter, der befinder sig i samme kvalitetsmæssige liga som Christie. Og at blive trykt på et frimærke, hvilket Marsh blev i 1989, er jo et kvalitetsstempel i sig selv!

I øvrigt udgav HarperCollins i 2009 Joanne Draytons biografi Ngaio Marsh: Her Life in Crime … og den skal være anbefalet alle, der gerne vil have et indblik i forfatterens liv og litteratur.

Ngaio Marsh - Her life in Crime - Joanne Drayton Ngaio Marsh

Det er fantastisk, at Rosenkilde & Bahnhof genudgiver og genintroducerer en så betydelig forfatter som Marsh herhjemme! Dog er der et problem: Døgnet byder kun på 24 timer … hvordan skal man som læser kunne følge med?

De første fire Ngaio Marsh-romaner udkommer den 20. marts som softcover-udgivelser.

“Døden i kjole og hvidt”

Ngaio Marsh - Døden i kjole og hvidt - Rosenkilde & Bahnhof
Sæsonen er netop startet. Debutanter og anstandsdamer planlægger deres frokoster, teselskaber, mid­dage og fester, og pengeafpresseren planlægger på samme måde forfølg­elser af sine næste ofre og lægger strategier.   Kriminalkommisær Alleyn fornemmer, at tingene ikke er, som de skal være, og han beder sin ven lord Robert om hjælp. Men lord Robert bliver myrdet efter en high societyfest, og Alleyn indser, at han alene må se at komme til bunds i sagen.

“Blodet på tangenterne”

Ngaio Marsh - Blodet på tangenterne - Rosenkilde & Bahnhof
Døden ramte samtidig med de første akkorder, en mærkbar spænding hang i luften. Al hosten og hvisken var døet hen. Alle var stille og ventede forventningsfuldt. Alles øjne var rettet mod pianisten. Hendes fingre var bøjede over tangenterne. Enhver kendte intrigen og bitterheden, der havde ført til dette øjeblik.Kriminalkommisær Alleyn må assistere den lokale fung­er­ende overpolitiinspektør og godsejer, der slet ikke er vant til den slags unoder, for at opklare mordet.

“Af med hovedet”

Ngaio Marsh - Af med hovedet - Rosenkilde & Bahnhof
Kort før vintersolhverv ankommer mrs. Bünz til lands­byen South Maridan. Hun præsenterer sig med ordene: ”Jeg er folkedanseforsker; jeg interesserer mig for al folkedans, også centraleuropæisk, men mest af alt for den engelske. Jeg er sagkyndig, og jeg er også udøvende.” Hun ved, at en udvalgt gruppe fra landsbyen siden tidernes morgen har opført den mystiske og rituelle De Fem Sønners Dans. Dén agter mrs. Bünz at studere nærmere. Men ingen i lands­byen synes, at deres årlige ritual vedkommer andre end dem selv – og da slet ikke mrs. Bünz. Den rituelle dans får en meget makaber udgang, og kriminalkommissær Alleyn må tage affære. Han står over for en meget kompleks og desværre også en helt umulig sag.

“Blomstermorderen”

Ngaio Marsh - Blomstermorderen - Rosenkilde & Bahnhof
En tåget aften patruljerer en betjent på sin sædvanlige runde langs Londons kajer. Han hører mystiske lyde og opdager liget af en smuk ung pige. Der er strøet blomster over hendes ansigt og bryst, perler er spredt over det hele, og hendes hånd knuger et stykke af en afsejlingsseddel til skibet “Cape Farewell”. Kriminalkommissær Alleyn må sejle med på krydstogtet for at jagte morderen, der må findes blandt den lille gruppe passagerer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.