Så er den første trailer til “Elysium” blevet frigivet

2013 står i science fiction-filmens tegn. I morgen, den 11. april, får Joseph Kosinskis Oblivion (med Tom Cruise og Nicolaj Coster-Waldau) dansk biografpremiere, den 6. juni står J.J. Abrams’ med spænding ventede Star Trek Into Darkness på plakaten og den 27. juni er det M. Night Shyamalans After Earth med Will og Jaden Smith, der skal få sci fi-fans i biografen. Til august er det Guillermo del Toros Pacific Rim, vi kan glæde os til samt Neill Blomkamps Elysium med Matt Damon og Jodie Foster.

Og sidstnævnte film har netop dagen før Oblivion får premiere – driller Sony mon UIP? – fået frigivet sin første trailer. En yderst intens trailer, der gir den gas. Og herligt, at Jodie Foster igen vender tilbage til science fiction-genren, i øvrigt. Det bliver spændende at se, om District 9-instruktøren smider endnu et es med Elysium.