Så er det slut med pavedekadence på tv … “The Borgias” bliver ikke forlænget

Nu får den dekadente, korrumperede og magtsyge Borgia-familie ikke mere screen time hos Showtime. Det er, efter 3 gode sæsoner, slut med Neil Jordans historiske serie, der havde Jeremy Irons i hovedrollen som den skrupelløse Rodrigo Borgia, der senere bliver til den ditto skrupelløse pave Aleksander VI.

Oprindeligt var det ellers planlagt, at Showtime-serien, der har ligget lunt i anmeldersvinget siden tv-premieren i 2011, skulle have fire sæsoner, men nu mener seriens skaber, Neil Jordan, at der ikke er materiale til en fjerde, afsluttende sæson. Således besluttede Showtime i går den 5. juni, at serien ikke skulle forlænges.