Sjov & Leg

6. april 2017

Schleich er aktuelle med hele 9 nye superheltefigurer fra DC Comics og Marvel

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics

Det tyske hæderkronede legetøjsfirma Schleich har nu i et par år haft licens til at producere figurer, der tager afsæt i DC Comics’ imponerende katalog af superhelte. Det er der indtil videre kommet 28 figurer ud af, hvoraf Batman og Superman fylder mest. Tidligere på året erhvervede Schleich sig også rettighederne til producere figurer fra Marvels bagkatalog, og firmaet har netop sendt de første fem figurer på markedet.

Jeg vil her præsentere de spritnye figurer fra såvel Schleichs DC Comics-linje som fra deres Marvel-linje. Det drejer sig om i alt 9 nye figurer, der herhjemme distribueres af Maki A/S, og vi starter med at se nærmere på Marvel-figurerne.

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (1)Først har vi den grønne titan Hulk, der går under det borgerlige navn Bruce Banner. Han er den største figur, Schleich har sendt på markedet, og sådan skal det jo også være. Han er – som de andre figurer – usømmeligt bemalet, og der er ikke skyggen af sammenføjninger i plasticen. Hulk blev i øvrigt skabt af Stan Lee og Jack Kirby i 1962 – og ja, så er Ang Lees film fra 2003 ikke så dårlig, som den gøres til. Så er det sagt!

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (8)Next up er Spider-Man aka Peter Parker, der hører til blandt de mest populære Marvel-helte. Han så også dagens lys i 1962, og igen er han et produkt af Stan Lees sprudlende fantasi. Han blev første gang tegnet af Steve Ditko, og han havde sin debut i “Amazing Fantasy” #15. Der er i øvrigt en ny film på vej – Jon Watts’ “Spider-Man: Homecoming”, der får dansk biografpremiere den 6. juli.

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (6)Captain America (aka Steve Rodgers) er en all time american hero og patriot med det størst tænkelige P, der første gang dukkede op i “Captain America Comics” #1 fra 1941. Han er, udover at være produktet af Joe Simons og Jack Kirbys fantasi, også et barn af Anden Verdenskrig.

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (3)Falcon blev født i 1969, da Stan Lee og Gene Colan introducerede ham i “Captain America” #117. Når han ikke flyver rundt og agerer superhelt, så lyder han det borgerlige navn Samuel Thomas Wilson – og så er han i øvrigt den første afroamerikanske superhelt.

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (2)Venom, som i denne ombæring er den eneste skurk, vi skal se nærmere på, kom til verden i 1988, da han første gang optrådte i “The Amazing Spider-Man” #300. Han er en såkaldt symbiot, en parasit, der besætter menneskekroppe og som på den måde indgår i en symbiose med den besatte. Venom har blandt andre besat Peter Parker, Eddie Brock og Flash Thompson. Der har været flere kreative hjerner indover skabelsen af Venom, og én af dem er
Todd McFarlane.

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (9)Black Widow aka Natasha Romanova er (naturligvis!) et barn af 60’erne. Hun dukkede første gang op i “Tales of Suspense” #52 fra 1964, hvor hun optrådte som russisk spion og modstander til Iron Man. Senere hoppede hun over på amerikanernes side, lagde moder Rusland bag sig og blev en del The Avengers. Det er endnu en gang Stan Lees kreative tegneseriehjerne, der står bag denne superhelt.

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (10)Den første af DC Comics’ tre nye figurer er Catwoman aka Selina Kyle, der kun er ét år yngre end Batman. Hun kom til verden i 1940, da hun optrådte i “Batman” #1. Hun er skabt af Bob Kane og Bill Finger, der også er mændene bag Batman, og oprindeligt var hun den skurkagtige modpol til Batman, men senere er hun langsomt gledet ind i rollen som antihelt. Min favoritportrættering af Catwoman finder man i øvrigt i Tim Burtons fabelagtige “Batman Returns” fra 1992, hvor hun spilles eminent af Michelle Pfeiffer.

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (7)Shazam er en tudsegammel troldmand, der udover magiske evner også har superheltekræfter, er usårlig, er udholdende som få og kan matche The Flash i hastighed. Shazams tilblivelseshistorie er en smule tumultagtig, da han oprindeligt ikke er en DC Comics-figur. Han kom til verden i 1940 hos Fawcett Comics, men overgik til DC Comics i 1972.

Shazam giver den unge avissælger Billy Batson superheltekræfter, der gør det muligt for ham at forvandle sig til Captain Marvel. DC Comics ændrede i øvrigt Captain Marvel til Shazam i 2012, da Marvel Comics har en superhelt med samme navn. Og ja, så er Shazam et akronym, der dækker over følgende:

S – Solomon (Visdom)
H – Hercules (Styrke)
A – Atlas (Udholdenhed)
Z – Zeus (Kræfter)
A – Achilles (Mod)
M- Mercury (Fart)

Schleich-superhelte - DC Comics - Marvel Comics (5)Hawkman er den sidste superhelt, vi skal se nærmere på i denne omgang. Han er en af de superhelte, der knytter sig til flere forskellige karakterer gennem DC Comics udgivelseshistorie. Hans historie er også en smule mudret, og hans historik kan godt være udfordrende at holde styr på. Han blev skabt af Gardner Fox og Dennis Neville i 1940, og han optrådte første gang i “Flash Comics” #1. Hawkman er i øvrigt også én af de superhelte, der har kvindelige modparter i henholdsvis Hawkgirl og Hawkwoman.

De ovenfor præsenterede figurer, der alle venligst er stillet til rådighed af Maki A/S, er så fantastiske, at alle, der elsker superhelte fra DC og Marvel, burde tage et nærmere kig på dem ude i butikkerne. Det er fantastiske samleobjekter, der tager sig flotte ud ved siden af ens tegneserier og film. Det bliver spændende at se, hvilke figurer Schleich sender på markedet næste gang.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.





  1. thomas

    fantastiske gode figurer.
    også selvom en er over de 40 år, snart :-)


  2. thomas

    ved du noget hvornår der kommer flere figurer ?? marvel og dc-actionfigurer :-)


  3. Hej Thomas,

    Schleich har planlagt (i hvert fald) tre lanceringer i år, der byder på i alt 9 nye figurer fra Marvel og DC.

    De første figurer udgøres af to separate sæt, der kommer i forbindelse med (eller umiddelbart efter) premieren på Patty Jenkins’ “Wonder Woman” (2017). Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke figurer, de to sæt kommer til at bestå af.

    Sidst på året kommer den anden Marvel-bølge, der udgøres af følgende figurer: Iron Man, Green Goblin og Dr. Strange.

    Årets sidste DC-figurer lanceres i forbindelse med premieren på Zack Snyders “Justice League” (2017), og det drejer sig om følgende: En ny Batman, en ny Aquaman, en ny Flash og en ny Cyborg.

    Der er ingen specifikke datoer på lanceringerne!

    Mvh,
    Robert Johannes Rasmussen, F&K


  4. thomas

    Okay.
    Det vil jeg glæde mig til, og godt jeg kan opdateringer om produkterne herinde.
    Mange tak :-)

    vh. Thomas t.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>