Sneens stilhed!

Jeg elsker sne! Det er desværre ikke et nedbør, vi er forvænt med, og vinteren har hidtil været grå og brun, mudret og snasket.

Når de hvide fnug daler, tænker jeg på Orhan Pamuks roman “Sne”. Den indledes, som mange af Pamuks øvrige, med en passage, man ønsker at memorere for tid og evighed.
“Sneens stilhed”, skriver Pamuk om den følelse, romanens busrejsende hovedperson gribes af. Og netop sneens stilhed er én af de mest berusende følelser, man rent mentalt kan udsættes for. At være omsluttet af stilhed, alt imens hvide fnug forvandler og transformerer byens kedelige grå topografi til et magisk eventyrland af hvidt, jomfrueligt pudder, hvor man kun kan høre den knirkende lyd af ens sko, er en kontemplativ, nærmest meditativ, tilstand.

Der findes mange malerier, der skildrer motiver med vinter, sne og kulde. Et af de smukkeste, der samtidig er forbrødret med Pamuks ord, er Caspar David Friedrichs “Klosterfriedhof im Schnee” (1817/19), der oprindeligt hang på Alte Nationalgalerie i Berlin. Desværre gik maleriet tabt i en brand under Anden Verdenskrig, da de allierede bombede byen.

Maleriet repræsenterer en filosofisk ophøjelse og en poetisk billedliggørelse af den evige stilhed, dødens stilhed, der hersker på kirkegårde. Stilheden smelter sammen med vinteren, der pakker landskabet ind i et lydisolerende lag af sne. Den evige tavshed på kirkegården forstærkes og tydeliggøres af vinterens komme: Et tilbagevendende gotisk, skrækromantisk motiv i billedkunsten og litteraturen, og et motiv, der med sin dysterhed snildt kunne være setting for en hvilken som helst vampyrfilm.

Den japanske kunstner Hiroyuki Masuyama har – ud fra et bevaret fotografi af Caspar David Friedrichs maleri – genskabt “Klosterfriedhof im Schnee” i farver.