Spændingsromanen “Englen – angelologi” af Danielle Trussoni udkommer den 8. juni fra Lindhardt og Ringhof.

Den 8. juni 2010 udkommer Danielle Trussonis spændingsroman “Englen”, der i USA røg direkte ind på The New York Times’ bestsellerliste.

“Englen” er en medrivende fortælling om en ældgammel konflikt mellem et hemmeligt selskab og himmelens mørkeste skabninger. Bogen kan – blandt andet – købes hos E-Lounge.

Forlaget skriver følgende om romanen:

Evangeline var kun 12 år, da hendes far overlod hende til nonnerne på Sankt Rose Kloster. Som 23-årig falder hun over en korrespondance fra 1943 mellem en afdød nonne fra klosteret og den berømte filantrop Abigail Rockefeller. Fundet kaster hende direkte ind i en fejde, som strækker sig mange tusind år tilbage i tiden: en fejde mellem Det Angelologiske Selskab og de monstrøse og smukke efterkommere af engle og mennesker – nephilimerne. Noget ondt ulmer, og Evangeline går med engleteoretikeren Verlaine i aktion for at forhindre en ekstrem gruppe af nephilimerne i at herske over og undergrave alt det gode i menneskeheden.

“Englen” er første del i en planlagt trilogi, og bogen er allerede solgt til udgivelse i 30 lande. Der er desuden planlagt en filmatisering.

Danielle Trussoni har en bachelorgrad i historie og engelsk samt en overbygning i litteratur. Hun bor med sin mand og to børn i både USA og Frankrig, og skriver i øjeblikket på efterfølgeren til “Englen”.

“Englen – Angelologi” udkommer også som lydbog på mp3, indlæst af Marie Vestergaard Jacobsen. Spilletid 20 timer og 18 minutter.

Kilde: Lindhardt & Ringhof