Stærk jury klar til international krimi-konkurrence

Susanne Bier, Lida Wengel, Snæbjörn Arngrímsson og Sune de Souza Schmidt-Madsen.

Det er de fire personer, som udgør juryen, der skal finde Danmarks næste internationale krimistjerne. “Jeg er stolt over, at Susanne Bier, Lida Wengel og Snæbjörn Arngrímsson har sagt ja til at være med til at vurdere de manuskripter, som bliver sendt ind til konkurrencen og kåre en vinder. Det er et utroligt stærkt og kompetent hold. Her er tre mennesker, som virkelig kender og holder af genren fra hver sit forskellige udgangspunkt,” siger Sune de Souza Schmidt-Madsen, forlagschef på Lindhardt og Ringhof, som naturligvis selv indtager en plads i juryen.

Susanne Bier er filminstruktør og fik sit store danske gennembrud med den romantiske komedie ‘Den eneste ene’ (1999). Bier opnåede stor international succes med ‘Hævnen’ (2010), der vandt både en Golden Globe og en Oscar for bedste internationale spillefilm samt en European Film Award for bedste instruktør. De sidste par år har hun markeret sig stærkt med de internationale thriller-serier ‘Natportieren’ (2016), som vandt to Emmy’er og tre Golden Globes, og ‘The Undoing’ (2020) med Nicole Kidman og Hugh Grant.

Lida Wengel er bibliotekar, men hun er ikke mindst en af de bærende kræfter bag Krimimessen i Horsens, som hvert år trækker mange tusinde danskere til byens store kulturattraktion, Fængslet, hvor alt hvad der kan krybe og gå af danske og internationale krimiforfattere sætter hinanden og læserne stævne. Lida har gennem årene interviewet et meget stort antal krimiforfattere på scenen i Nordeuropas største krimifestival.

Snæbjörn Arngrímsson lavede sit første undergrundsforlag, Bjartur, i Island i 80’erne, men kom frem i lyset, da han købte Harry Potter. Bjartur udgav blandt andet Paul Auster, Philip Roth og Murakami. Da han mødte sin danske kone Susanne Torpe, skabte de forlaget Hr. Ferdinand og købte deres første rettighed til en amerikansk roman, som ingen andre danske forlag gad eje: ”Da Vinci Mysteriet”. Resten er forlagshistorie, som man siger …

Vind 250.000 kr. og få din krimi udgivet globalt på 10 sprog

Hvem er Danmarks nye, store internationale krimistjerne? Lindhardt og Ringhof og Saga udskriver i 2021 en konkurrence, hvor vinderen modtager:

• En forlagskontrakt på 250.000 kr.
• En marketingkampagne til en værdi af 250.000 kr.
• Oversættelse til ti sprog – engelsk, spansk, tysk, fransk, svensk m.fl.
• Dansk udgivelse som trykt bog.
• Global udgivelse som digital bog.

”Den gode krimi er et spejl af sin samtid, og genren flytter sig lige så hurtigt som samfundet omkring os. I krimien mødes alle de spændinger og konflikter, vi oplever ude i verden og bliver til fortællinger: De danske krimiforfattere hører til blandt verdens bedste, derfor har vi i dag har flere internationale stjerner i Danmark end nogensinde før,” siger Sune de Souza Schmidt-Madsen, forlagschef for dansk skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof.

”Med vores mange internationale Saga-afdelinger og -samarbejdspartnere og vores globale salgsnetværk har vi nu en helt unik mulighed for at løfte vores forfattere ud i store dele af verden. Det fejrer vi ved at lancere den næste store krimistjerne – ikke bare på de store europæiske markeder, men også i USA og Latinamerika,” siger Lasse Horne, direktør for Saga, der er et af Europas største digitale forlag med udgivelser på mere end 30 sprog.

1. februar 2021 offentliggøres betingelserne for konkurrencen på BOG.dk. Afleveringsfristen for færdigt manus er 1. december 2021. Vinderen kåres på krimimessen i 2022, og vinderbogen lanceres på Bogmessen i november 2022. Saga søsætter en tilsvarende konkurrence i Sverige.

”Vi streamer alle sammen serier og lytter til musik fra hele verden. Nu er det bøgernes tur. Vores forfattere skal have de samme muligheder for at udkomme globalt og simultant. Jeg tænker, at det her er begyndelsen på en ny guldalder for bogen som medie,” siger Lasse Horne.