Sjov & Leg

8. januar 2018

STAR WARS-NYT: Flotte “Star Wars”-fartøjer fra Hot Wheels

Det gigantiske “Star Wars”-univers myldrer ikke kun med figurer, planeter og aliens, men byder også på et overflødighedshorn af fartøjer, der har været med til at gøre “Star Wars” til noget ganske særligt.

Mange af disse fartøjer er i dag ikoniske og har for længst føjet sig ind i populærkulturen. De har lejret sig i vores kollektive hukommelse, hvor de flyver rundt og åbner dørene til det univers, der sidste år kunne fejre sin 40-års fødselsdag.

I dag skal vi se nærmere på fire fartøjer, der alle stammer fra den galakse, der år for år bliver større og større. Det er Hot Wheels, der står bag, og de har efterhånden opbygget et imponerende bagkatalog af fartøjer, der er skabt med sans for detaljerne.

De omtalte fartøjer i dette indlæg er alle sponseret af Toys “R” Us, der har et af de største udvalg af “Star Wars”-figurer og fartøjer herhjemme.

Det første fly, vi skal se nærmere på, blev designet til prequel-trilogiens prologfilm, nemlig “Star Wars: Episode I – The Phantom Menace” (George Lucas, 1999).

Det er ikke blot et af filmens flotteste fly, det er et af sagaens. Det gule, strømlinede fly er en Naboo N-1 starfighter, der også går under betegnelsen Naboo starfighter. Inden for fiktionens rammer er det udviklet af Theed Palace Space Vessel Engineering Corps, og det bruges af Royal Naboo Security Forces til forsvar, patruljering og eskorte.

Det slanke og elegante fly hører til blandt filmens smukkeste designs, og scenen, hvor Anakin Skywalker (Jake Lloyd) kaprer flyet for at tage på rumeventyr med R2-D2, hører til blandt filmens fineste.

Hot Wheels-flyene er i øvrigt alle sammen kendetegnet ved en høj detaljegrad, er støbt i metal (die cast), og der medfølger en stander, der udover at fungere som piedestal for flyene også kan monteres på ens finger, så man kan opføre rumslag mellem rebel- og Imperium/First Order-fly.  

Nu er turen kommet til et af undertegnedes favoritfartøjer, nemlig dusørjægeren Jango Fetts Slave I.

Til at begynde med var Slave I et patruljefartøj til korte distancer, men Jango Fett ændrede skibet, så han kunne bruge det på længere dusørjagter. Siden har Jangos søn, Oba, overtaget skibet, som han fortsætter med at opgradere for at kunne leve op til sin fars rygte som en nådesløs dusørjøger.

Fartøjet optræder første gang i Irvin Kershners “Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back” (1980),  men er siden dukket op i blandt andet den animerede tv-serie “Star Wars: The Clone Wars”, computerspillene “Battlefront I & 2” og “Star Wars: Episode II – Attack of the Clones” (George Lucas, 2002).

Så er det blevet tid til at se på et af “Star Wars”-franchisens mest ikoniske fly, nemlig X-Wing starfighteren T-65B.

Flyet, der første gang kunne ses i “Star Wars: Episode IV – A New Hope” (George Lucas, 1977), bliver blandt andet fløjet af Luke Skywalker under The Battle of Yavin. Slaget, der som bekendt ender med ødelæggelsen af den første Dødsstjerne. Under dette slag flyver Luke Skywalker under kaldenavnet Red 5, hvilket også er anført på denne Hot Wheels-udgave!

Luke Skywalker: Red Five standing by!
– “Star Wars: Episode IV – A New Hope” (George Lucas, 1977)

Det sidste fartøj i denne omgang har levet en stille, ubemærket tilværelse hos de fleste i snart 20 år. Man skal nemlig være lidt af en hardcore fan, hvis man på stående fod kan remse navnet op på nedenstående fly, der første gang gjorde sin entré i “Star Wars: Episode I – The Phantom Menace”, der altså næste år kan fejre sin 20-års fødselsdag.

Der er tale om et såkaldt Vulture droid-fly, hvis korrekte navn lyder Variable Geometry Self-Propelled Battle Droid, Mark I.

Vulture droid, der var en ubemandet droid starfighter, blev blandt andet brugt af den forræderiske Trade Federation og senere Confederacy of Independent Systems. Det er et fint design, og Hot Wheels-udgaven gør den al ære.

Som nævnt ovenover, har vi set på det sidste fartøj i denne omgang. Men der kommer flere omtaler af Hot Wheels-fly i løbet af foråret; både de klassiske, men også de nye, der indgår i firmaets produktlinje for Rian Johnsons seneste opus, “The Last Jedi” (2018).

Alle ovenstående Hot Wheels (og mange flere) kan som nævnt købes hos Toys “R” Us, der har et fantastisk udvalg af “Star Wars”-produkter. Så besøg deres hjemmeside og se nærmere på, hvad man kan købe af fantastisk-galaktisk “Star Wars”-legetøj!

May the Force be with you til næste gang!

 

This slideshow requires JavaScript.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *