Rosenkilde & Bahnhof har sendt de sidste syv af Ian Flemings Bond-bøger i handlen, så nu er der er rig mulighed for at få – måske for første gang? – læst bøgerne, der ligger til grund for én af filmhistoriens længste filmserier.
Bog nummer 7 i serien – novellesamlingen Strengt fortroligt aka For Your Eyes Only – blev udgivet første gang i 1960. Filmen, der bærer bogens titel, blev instrueret af John Glen, der debuterede som instruktør med filmen i 1981, der har Roger Moore i hovedrollen som Bond.
Rosenkilde & Bahnhof har nu udgivet alle 14 Bond-bøger, som Ian Fleming (1908-64) selv var forfatter til. Det drejer sig om to novellesamlinger og tolv romaner, der alle har fået tilføjet spritnye forord forfattet af den danske James Bond-ekspert Rasmus Paaske Larsen.
NB: 2015 kommer (i anledning af Sam Mendes’ Spectre, der er Bond-film nummer 24) til at stå i James Bonds tegn hos Fiktion & Kultur. Det betyder, at alle 14 Bond-bøger sideløbende med filmatiseringerne vil blive anmeldt op til december-premieren på Spectre.
Besøg Rosenkilde & Bahnhof og se også Ianfleming.com
Om romanen og forfatteren skriver forlaget:
Fem spændingsfyldte noveller fra Ian Fleming. Fem pletskud i agent 007’s spil på liv og død med skæbnen.
Novellerne fører læseren vidt omkring i verden – fra Paris til Jamaica, fra Bermuda til Venedig – og i James Bonds ihærdige kamp mod den kriminelle verdens største hjerner. Men endnu har Bond ikke mødt sin overmand …
Ian Lancaster Fleming (28. maj 1908 – 12. august 1964). Fleming var engelsk forfatter og journalist og arbejdede bl.a. som rapporter i Sovjetunionen i flere omgange. Under krigen arbejdede han i marinens efterretningstjeneste. Fleming blev mest kendt for sine romaner om MI6 agenten James Bond, også kendt som agent 007. Hans første Bond-bog, Casino Royale, udkom i 1953 og han skrev i alt 14 Bond-bøger.