“The Mandalorian” skal naturligvis ses lovligt!

I går blev Disneys streamingtjeneste (Disney+)  lanceret i USA, Canada og Holland. Det betød blandt andet, at Jon Favreaus “The Mandalorian” – den første live action-serie i “Star Wars”-universet – havde premiere. Det er Disneys flagskibsserie, der skal være med til at trække kunder ind i butikken. Herhjemme må vi dog slå os med tålmodighed, da tjenesten ikke bliver rullet ud på det nordiske marked før 2020.

Og heldigvis er jeg et tålmodigt væsen, der gerne venter … og som ikke tyer til ulovligheder! Det er nemlig muligt at se pilotepisoden på nettet, da visse folk åbenbart har et lemfældigt forhold til det at være lovlydig.

Modsat mange andre, så ser  jeg det ikke som en menneskeret, at jeg her og nu skal have adgang til en tv-serie, der tilfældigvis kan ses andre steder på kloden. Og da jeg er ganske stædig omkring IKKE at tilrane mig oplevelser på ulovlig vis, og i øvrigt ikke har interesse i at betale for en VPN-forbindelse på fast månedsbasis, indtager jeg en tilbagelænet tålmodighed og ser frem til, at serien får premiere herhjemme. Spoilers bliver i øvrigt ikke et problem, da jeg ikke følger ét eneste “Star Wars”-forum på nettet.

Den 31. marts 2020 bliver Disney+ rullet ud på en række store, europæiske markeder. Det er blandt andet Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien, der får adgang. Andre er i skrivende stund ikke blevet annonceret. Ang. en nordisk lancering, så kommer det an på, hvor i Disneys Q1-Q2-planer, vi befinder os. Og det har de – desværre – ikke meldt noget ud om endnu.


Fiktion & Kultur har naturligvis sin egen “Star Wars”-dedikerede side på Facebook, den største af sin slags herhjemme, hvor undertegnede øser af siden viden og ekspertise. Og ja, det ér “Star Wars”-siden, du leder efter!

klik på logoet med Yoda, og du vil med galaktisk hast blive fragtet hen til The Rancor Pit: Alt om Star Wars! May the Force be with you … og ja, jeg vil naturligvis meget, meget gerne have, at du liker siden, hvis du er en uforbederlig fan af “Star Wars”-universet!