Til oktober udkommer de bedste tekster fra en af de mest betydningsfulde danske forfattere: Peer Hultbergs “Verden i byen”

De bedste tekster fra Peer Hultbergs forfatterskab, udvalgt af litteraturforsker Marianne Ping Huang og forsynet med et fyldigt efterskrift, udkommer på Lindhardt & Ringhof til oktober.

Forlaget skriver følgende om udgivelsen:

Ved sin død i 2007 efterlod Peer Hultberg sig et skønlitterært forfatterskab, der – uden overdrivelse – er et af de meste betydningsfulde på denne side af år 1900. Hans forfatterskab og øvrige virke bliver genstand for et stort seminar på Den Sorte Diamant den 5. oktober.

I den anledning udkommer antologien Verden i byen, hvor litteraturforsker ved Københavns Universitet Marianne Ping Huang har udvalgt de bedste tekster fra hele forfatterskabet og forsynet dem med et fyldigt efterskrift, der også gør bogen egnet til undervisning og forskning.

Hovedvægten i udvalget ligger på de store romaner i forfatterskabet: Requiem, Præludier, Slagne veje, Byen og verden og Vredens nat, men der er også udpluk fra den dramatiske del af forfatterskabet og selvbiografiske tekster.

Peer Hultberg (1935-2007) var forfatter, psykoanalytiker og dr.phil. I 1993 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for Byen og verden, og i 2004 fik han Akademiets store Pris for sit episke og dramatiske forfatterskab. Posthumt udkom Vredens nat og Selvbiografi/Brev, der fik seksstjernede anmeldelser.

Kilde: Lindhardt & Ringhof

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.