Forleden blev traileren til Jurassic World sluppet løs på nettet. Der er endnu en gang tale om en meget lang trailer, der med detaljerede penselstrøg skitserer en ikke uvæsentlig del af handlingen. Det lader til, at instruktøren Colin Treworrow og manuskriptforfatterne, og dem er der imponerende fem af, har skelet ganske meget til Steven Spielbergs banebrydende nyklassiker Jurassic Park, der kickstartede franchisen i 1993. Plottet virker ikke synderligt originalt, men før der kastes dom, skal den tykke dame jo have lov til at synge. Og det sker den 11. juni, hvor filmen får dansk biografpremiere.
Filmen, der foregår 22 år efter Jurassic Park-begivenhederne, byder på hovednavne som Vincent D’Onofrio, der i skrivende stund brillerer som Marvel-skurken Wilson Fisk i den fine Netflix/ABC-producerede Daredevil, samt Bryce Dallas Howard og Chris Pratt. Sidstnævnte brød for alvor igennem i James Gunns eminente Marvel-film Guardians of the Galaxy, og i Jurassic World har han evnet at domesticere de ellers så blodtørstige Velociraptors … rovdyrbæster, som han bruger til at jage en vild og alt andet en føjelig Tyrannosaurus rex med. Jo, den ellers så velfungerende dinosaurpark Jurassic World, der ligger på øen Isla Nublar, viser sig naturligvis at være alt andet end velfungerende.