TV

8. november 2017

Viaplay producerer første danske dramaserie om forstadsliv og storsvindel

Nedenstående er bragt uforkortet og uredigeret fra pressemeddelelsen!

Streamingtjenesten Viaplay lancerer den første danske Viaplay Originalserie med en række store navne på rollelisten. Den nye dramaserie bærer titlen FRIHEDEN og består af 10 episoder. Serien går i optagelse den 13. november og får eksklusiv premiere på Viaplay i 2018.

FRIHEDEN, der er et svindlerdrama fra forstaden, udspiller sig i Hvidovres parcelhuskvarter. Lars Ranthe (Klassefesten, Badehotellet) og Lene Maria Christensen (Arvingerne, Sover Dolly På Ryggen) spiller hovedrollerne som de tidligere storsvindlere, Erik og Nina, der nu lever et trivielt og lovlydigt familieliv i en forstad til København – lige indtil fortiden indhenter dem.

Serien er skabt af den prisvindende og kreative duo, hovedforfatter Thor Bjørn Krebs (Europamestrene) og konceptuerende instruktør og medforfatter Mikkel Serup (Klassefesten, Den Bedste Mand).

– FRIHEDEN er en dramaserie, hvor svindlerens og forstadsfamiliens verdener mødes, og vores mål er at skabe en fortælling, der på et splitsekund kan skifte mellem Hvidovres grå hverdag til en verden, hvor millionerne ruller, og armbevægelserne er store, udtaler hovedforfatter Thor Bjørn Krebs.

FRIHEDEN er Viaplays første danske Originalserie. Serien annonceres kort efter, at tre øvrige Viaplay Originals; Okkuperet, Hassel og senest krimiserien ALEX, har fået premiere på streamingtjenesten.

– Vi har store ambitioner med FRIHEDEN, og den er helt klart én af vores større satsninger. Serien, der er baseret på en både sjov og relevant idé, tager fat i nogle samfundsmæssige udfordringer, sætter dem i en skarp og humoristisk kontekst og giver os noget, vi ikke har set før, siger Head of Originals for Viaplay, Nanna Mailand-Mercado.

Kort om FRIHEDEN

Fra en fortid hvor de kunne svindle hvad som helst fra hvem som helst, og hvor millionerne rullede, er Erik og Ninas ægteskab i dag reduceret til en praktisk foranstaltning, hvor madpakker, realkreditlån og hækkeklip er hverdagen i parcelhuset i forstadskvarteret Friheden i Hvidovre. Lige indtil en bekendt fra fortiden dukker op med en plan og med en klemme på Erik og Nina, som de ikke kan slippe ud af. Med ét bliver der vendt op og ned på den tyndslidte families trivielle forstadsliv, og Erik og Nina tvinges nu ud i deres hidtil største svindelnummer mod en gigantisk medicinalkoncern – alt dét, samtidig med at de prøver at finde ud af, hvad de skal med hinanden og resterne af deres kærlighedsliv, og imens familielivets hamsterhjul skal køre ufortrødent videre, så børnene ikke bemærker noget.

FRIHEDEN produceres af SAM Productions ved de to erfarne producere Stine Meldgaard (Mercur, Swinger) og Morten Kjems Hytten Juhl (Gidseltagningen, Jätten) samt executive producer Meta Louise Foldager Sørensen (Gidseltagningen, Mercur, En Kongelig Affære). Serien har opnået støtte hos Public Service Puljen og vil blive distribueret internationalt af STUDIOCANAL.

FRIHEDEN, der består af 10 afsnit, får premiere næste år eksklusivt på Viaplay i hele Norden og senere på TV3.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *