“Den store fuglebog” fra Aschehoug er et imponerende og billedrigt opslagsværk, der kan få enhver ornitologs hjerte til at slå dobbeltslag af glæde. Her er sprænglærd viden om fuglenes liv blevet kombineret med hundredvis af bjergtagende fotografier af de flyvende væsner – 420 danske og europæiske af slagsen.
Hvis man hører til den særegne gruppe af mennesker, der elsker at begive sig ud i naturen med kikkert og notesbog for at belure vores bevingede venner, så vil Dominic Couzens “Den store fuglebog” være en velkommen og berigende oplevelse. Her præsenteres man for 420 danske og europæiske fuglearter i en smukt udført coffee table book, hvis størrelse vil tage sig godt ud i enhver fuglebogssamling. Der er altså med andre ord ikke tale om en bog, man tager med i felten, men om en gedigen fætter af en hardcover-bog, der kan konsulteres hjemme i ro og mag, førend man tager på ekskursion i det grønne.
Bogen fremstår som en overskuelig introduktion til ornitologien, hvor fuglene præsenteres og gennemgås systematisk i en række velskrevne artikler, der åbner dørene til fuglenes verden. Sammenholdt med bogens 500 smukke farvefotos og dens 1000 tegninger og udbredelseskort fremstår bogen som et helstøbt værk, der vil kunne glæde såvel begynderen som den mere erfarne fuglekigger. Om ikke andet, så vil den helbefarne ornitolog kunne finde nydelse i David Cottridges eminente fuglefotografier, der underbygger og komplementerer tekstmaterialet på bedste vis.
På 336 sider introduceres vi for 420 fuglearter, der i bogen systematisk beskrives med glæde og entusiasme. Man finder ikke kun oplysninger om de almindelige arter, men også om de mere sjældne af slagsen, og bogen indledes med et fint introducerende afsnit, der opsumerer grundbegreber inden for ornitologien. Her kan man f.eks. læse om, hvorledes fuglene har udviklet sig fra krybdyrene. Man kan ligeledes blive klogere på emner som klassifikation, fugletræk, territorieadfærd, yngleadfærd, redebygning, levesteder, fuglekiggeri og naturbeskyttelse. Alt sammen skrevet på en måde, så alle kan være med. Det er med andre ord ikke et akademisk værk, men et populærvidenskabeligt, der fremstiller og beskriver fuglens liv i et uproblematisk og lettilgængeligt sprog.
Bogen er i øvrigt udstyret med en liste over internationale fugleorganisationer og hjemmesider samt en udførlig bibliografi, hvor man efterfølgende kan hente mere viden og læseinspiration.
Bogen kan især anbefales novicen, der gerne vil have et godt og dækkende oplagsværk stående på reolen til konsultation. Den mere erfarne vil som tidligere skrevet kunne finde stor nydelse i at beundre de mange smukke fotografier, som David Cottridge er rejst jorden tynd for at tage.