1961 var året, hvor Truman Capotes roman – “Breakfast at Tiffany’s” – blev taget under kærlig og kyndig behandling af Blake Edwards. Hans filmatisering er ikke blot en af mine absolutte favoritter, men er også en af filmhistoriens mest vidunderlige kærlighedshistorier, der ikke kan andet end varme om hjertet. Og jeg indrømmer allerede nu, at der er flere scener, hvor jeg uvilkårligt kniber en tåre eller to, men det vender jeg tilbage til.
Playgirlen Holly Golightly – spillet brillant af underskønne Audrey Hepburn – lever en tilværelse i New York, hvor mænd er rotter, ja endog superrotter, og hvor lykken er at blive gift med en millionær, der kan sikre hende et liv i sus og dus. Denne tilværelse vendes der dog op og ned på, da forfatteren Paul Varjak – spillet sublimt af George Peppard, der senere blev fanget i rollen som John “Hannibal” Smith i “The A-Team” – gør sin entre i lejlighedskomplekset på Manhattan.
Som den navnløse kat, Holly deler lejlighed med (den hedder blot kat) føler hun sig også rod- og identitetsløs. Den evige festen natten igennem, de evindelige bejlere og natlige besøg af fremmede mænd, der har fået en tår over tørsten, er en tilværelse, Holly drømmer sig bort fra. Hun har styr på Amerikas rigeste mænd, og udser sig med kyndig mine en sådan af slagsen, som hun håber, der vil gifte sig med hende. Dog ender det ikke sådan, og da hun senere erfarer, at han er gået bankerot, ja så er det trods alt ikke så slemt alligevel.
Alt imens Holly forsøger at støve en giftefærdig millionær op, bemærker hun ikke, at hendes nye forfatteroverbo er faldet pladask for hende. Hun har i stedet travlt med at lære portugisisk, da den brasilianske mangemillionær José Luis da Villalonga pludselig har udvist en udpræget interesse for hendes skønne figur og ditto væsen. Dette ændrer sig dog ganske hurtigt, da Holly arresteres for at have forbindelser til mafiaen og være involveret i narkohandel, fordi hun besøger mafiabossen Sally Tomato i Sing Sing. Villalonga ønsker ikke sit navn og gode rygte forbundet med smuds, så han bryder forbindelsen med Holly, der igen må se sig være foruden en giftelysten millionær.
Men alt ender naturligvis i fryd og gammen – intet Romeo og Julie over denne film – og Paul får da også sin Holly i en af Hollywoods skønneste slutninger, hvor begge står gennemblødt i en silende New York-regn, der aldrig er set magen siden. Så hvis man ikke hører til gruppen af de særligt hårdhudede gutter, der lider af kronisk tilstoppede tårekanaler, så er dette en scene, hvor tårerne ganske snildt kan forlade tårekanalerne og efterlade sindige sneglespor på ens kinder.
Men hvad er det, udover det fine skuespil og den dygtige instruktion, der gør denne film så ekstrem seværdig, at man igen og igen og igen og igen vender tilbage til Holly og Paul? Hele filmen emmer af kærlighed, ikke kun i konkret genremæssig betydning, men også i filmisk og håndværksmæssig. Man kan mærke, hvordan Blake Edwards elsker sin metier og ikke søger den lette udvej, når han fortæller. Han giver os lange scener, hvilket ikke just er noget, der præger moderne filmkunst, og man dvæler uvilkårligt ved hver scene, hvert billede, og man suger atmosfæren til sig, der går lige i hjertekulen på enhver håbløs romantiker. Specielt åbningsscenen, hvor Holly en tidlig morgen står ude foran Tiffany’s i sin elegante kjole, og ingen andre på Manhattan endnu er oppe, er en scene, der brænder sig fast – vidunderlig, det er, hvad den er!
Og hvis dette ikke er nok, så er der også Henry Mancinis gennemførte score, der i øvrigt vandt en Oscar, hvilket sangen “Moon River” – som Mancini skrev med Johnny Mercer – også gjorde. En vidunderlig sang, der fremføres af Hepburn herself i en scene, man snildt kan gense et par gange.
Truman Capote forestillede sig i øvrigt Marilyn Monroe i rollen som Holly Golightly, men det er i dag svært at forstille sig en anden end Audrey Hepburn som den skønne festpige.
© VIDEO & PLAKAT: Paramount Pictures