En af Marvel Comics største tegneseriesucceser gennem tiderne er historierne om de uforlignelige X-Men, der blev skabt af Stan Lee i 1963 og som debuterede på dansk ti år efter – i 1973 – under navnet “X-mændene: den fantastiske kampgruppe”. Med nærværende album er der for alvor blevet pustet nyt liv i serien – grafisk såvel som fortællermæssigt!
Jeg stødte forleden på en anmeldelse af “Astonishing X-Men: De farlige” – der er andet bind i G. Floy Studios udgivelsesrække af Joss Whedons relancering af X-Men. Den pågældende anmelder havde svært ved at begribe, hvorfor forlaget havde valgt en pompøs hardback-indpakning til serien, der blev beskrevet som fin om end simpel – og jeg citerer – læs-og-smid-væk-underholdning.
Det står naturligvis for pågældende anmelders egen regning (at nærværende tegneserie skulle være læs-og-smid-væk-underholdning) men der er i mine øjne intet til hinder for, at tegneseriemediet netop også layoutmæssigt tages seriøst og udgives i så delikat format, som G. Floy Studio har valgt at gøre det med denne serie! Jeg glæder mig hver gang, at tegneserieforlag vælger at lancere titler i hardback, der for fans (der læser, men ikke smider væk) gerne vil have titlerne stående på reolen til genlæsning. Så tak til G. Floy Studio for dette smækre valg at layout – keep them coming!
Men nok om det! Lad os i stedet se nærmere på, hvad Buffys og Angels skaber (Joss Whedon) har kunnet klemme ud af en 45 år gammel superheltefranchise. Dette album – “Astonishing X-Men: De privilegerede” – opsamler de seks første enkeltnumre af serien, der er skrevet af Whedon, tegnet af John Cassady og farvelagt af Laura Martin.
Første bind tager sin begyndelse, da X-Men gruppen bliver gendannet af Cyclops og Emma Frost (professor Xavier gør først sin entré i andet bind), da man ønsker, at verden skal se, at gruppen arbejder for “the greater good” og ikke har ondt i sinde. Sagen – supermutanternes foretagende – problematiseres betragteligt, da rumvæsnet Ord melder sin ankomst på jorden og spreder rygtet om en kur, der kan neutralisere mutantgenet – ikke just en nyhed, de gæve X-Men tager let på.
Bogens samlede seks numre er ikke blot overfladisk tegneseriekunst – det er der ikke ret mange tegneserier, der er – og den samlede historie frembyder en interessant diskussion om menneskeligt ligeværd. Fordi man er anderledes, skal man så kureres? Skal alt anderledes langsomt udfases fra samfundet, så vi alle bliver stereotype spejlbilleder på et utopisk menneskeideal? Der skal være plads til alsidighed og forskellighed, hvilket den forløbende historie gør sig til talsmand for.
Det er en lækker, dynamisk streg, der bruges i serien – og farvelægningen sprudler af delikate, klare farver. Det er i sandhed en suveræn relancering, Whedon her har medvirket til, og det er med spænding og forventningens glæde sitrende i kroppen, at nærværende anmelder og fan ser frem til G. Floy Studios kommende to udgivelser i serien om de uforlignelige X-Men.