ANMELDELSE: “Død sne” (2009)

Der er gået inflation i zombiegysere, og de levende døde hjemsøger nu også de norske fjelde i Tommy Wirkolas “Død sne” (2009), hvor tyske nazi-zombier gør livet surt for en flok nødstedte medicinstuderende.

Zombier har de seneste år oplevet lidt af en renæssance. Ikke blot har George A. Romero – zombifader numero uno – instrueret “Land of the Dead” (2005) og “Diary of the Dead” (2007), han er også senere i år aktuel med en fortsættelse til sidstnævnte. Ydermere genindspillede Zack Snyder “Dawn of the Dead” i 2004 og “Day of the Dead” blev genindspillet af Steve Miner i 2008. Vi kan også se frem til Ruben Fleischers zombie-komedie “Zombieland”, der får premiere i danske biografer til november.

Tommy Wirkolas “Død sne” er interessant, mere end den er god. Det er nemlig den første zombiefilm, der er sat i de norske fjelde, hvilket jo uvilkårligt gør, at ens interesse vækkes – og så er zombierne ondsindede nazister, ej at forglemme. Desværre viser det sig hurtigt, at det eneste, der holder filmen kørende, er de flot udførte zombier. Filmen er ellers en tom omgang, hvis svage struktur udgøres af et genrestereotypt plot, kedelige kliche-karakterer og en alt andet en ferm instruktion samt by-the-book-acting.

En broget flok medicinstuderende er taget på skitur i den norske ødemark. De skal hygge sig (drikke øl og dyrke sex) og ellers blot tilbringe nogle sjove dage i sneen. Det bliver der dog sat en brat stopper for, da de festende ynglinge en sen aften bliver opsøgt af en underlig gamling, der fortæller dem historien om, hvorledes området, de befinder sig i, under Anden Verdenskrig var infiltreret af tyske nazister. Nu er selvsamme område – viser det sig – slemt inficeret af tyske nazi-zombier, der har travlt med at beskytte den skat af guld, sølv og stjålne smykker, som de under krigen ranede til sig fra sagesløse nordmænd.

Zombiegenren er i sin reneste form, som hos f.eks. George A. Romero, samfundskritisk. Den tjener et formål, der går udover det at vise savlende zombier flænse sig ind til skrigende menneskers indvolde. Der forefindes med andre ord en kombination af blodig splatterunderholdning og en tydelig kritik af samfund, medier og politik hos Romero, som der ikke findes hos Wirkola. “Død sne” er blottet for al substans, og den er barberet ned til ren og skær splatterunderholdning.

90 minutter er lang tid, hvis det eneste omdrejningspunkt er tyske zombie-galninge, der går bersærk – og det er det! Den eneste formidlende omstændighed ved filmen er (som tidligere skrevet) den flotte makeup. Alt andet er set før – og langt bedre udført – i andre film. Karaktererne er opstyltede klicheer, der ikke på nogen som helst facon bidrager til at gøre filmen interessant. Især filmnørden, hvis formål som filmnørd står hen i det uvisse, er et irritationsmoment. Hvis man har forsøgt at tilføre filmen en fernis af intertekstualitet ved at lade en fedladen filmnørd ryste et par klassiske horrortitler ud af ærmet, så er det endt fælt. For at opsummere ganske kort, så er “Død sne” dødssyg!

Filmens tagline lyder Ein Zwei Die! Jeg tillader mig at følge trop med min egen tagline: Drei Vier Nie Mehr!