Jeg var blot otte år gammel, da jeg første gang så Alfred Hitchcocks “Psycho” og hørte stakkels Janet Leigh som Marion Crane skrige om kap med Bernard Herrmanns ditto skrigende violiner.

Hvad jeg vil sige med ovenstående er, at jeg opfatter mig selv som en ganske garvet horror-elsker. Jeg har genren under huden, jeg har hård hud på nethinderne, og der skal ganske meget til, førend jeg ligefrem bliver berørt af en horrorfilm. Så så jeg James Watkins britiske “Eden Lake (2008).

Det er lang tid siden, at jeg har været nødt til at rejse mig for lige at “strække” benene under en horrorfilm. For lige at få lidt frisk luft. For lige at undslippe den kvælende ondskab, “Eden Lake” repræsenterer. Og det er ikke så meget pga. filmens visuelle ondskab, at jeg skal strække ben. Det er den psykologiske ondskab – den menneskelige modbydelighed – der gør, at man må have en pause. Filmen er et studie i arv og miljø, der med sine voldsomme billeder, fortræffelige historie og gode skuespil kryber under huden og forlener denne med konstant sitrende gåsehudsknopper.

“Eden Lake” er ubærlig. “Eden Lake” er ubehagelig. “Eden Lake” er uhyggelig. Filmen er et skræmmende bekendtskab – og så er den velspillet, velinstrueret, velskrevet og filmet smukt. Det er en horrorfilm, der skiller sig ud fra mængden ved at tage fat i et samfundsrelevant tema. Det er en horrorfilm, der vil andet end at skræmme (selv om den gør det så fandens godt). Det er en horrorfilm som alle, der elsker genren, bør stifte bekendtskab med. Den er ond!