Hvis man synes, at “Hostel”-filmene (2005, 2007, 2011) er modbydelige, så tager man fejl. Hvis man synes, at “Saw”-filmene (2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010) er forfærdelige, så tager man fejl. Hvis man virkelig – VIRKELIG! – vil skræmmes, forfærdes, chokeres og væmmes, så skal man se den franske torturfilm “Frontier(s)” (2007), der på alle mulige og umulige måder kryber ubehageligt ind under huden.
Xavier Gens – instruktøren bag den alt andet end gode computerspilsfilmatisering “Hitman” (2007) – har med “Frontier(s)” skabt et torturorgie af en film, der uden at helme besøger grænselandet for visuelle modbydeligheder, familieperversiteter og grusomme nazi-eksperimenter. Man skal iklæde sig hård hud, når man sætter til rette i sofaen med denne alt andet end behagelige film.
Uforvarende ender en gruppe utilpassede, kriminelle unge, der flygter fra folkeoprør og optøjer i Paris, i kløerne på en flok depraverede neonazister, der langt ude på landet har slået sig ned på et gammelt motel. Her tager de – afsondret fra alt og alle – livet af sagesløse. Her slagter de mennesker som svin. Her voldtager de. Her torturerer de. Her forsøger de at skabe en ny, arisk race.
Xavier Gens har skabt en ekstrem og moderne pendant til den forskruede kannibalfamilie i Tobe Hoopers stilskabende “The Texas Chain Saw Massacre” (1974). “Frontier(s)” er en film af den slags, man bedst holder sig fra, hvis man ikke bryder sig om at se mennesker, der hænges til slagtning, får klippet deres akilleshæl over, bliver gasset, får bidt halspulsåren over eller andre grafiske ubehageligheder af lignende slags.
Filmen – der hører til i genren new french extremity – placerer sig blandt ekstremer som “Irréversible” (2002), “À l’intérieur” (2007) og “Martyrs” (2008). Jeg har tidligere skrevet om “À l’intérieur” (“Inside”), der er mindst lige så grænseoverskridende som “Frontier(s)” … det er film, man ikke glemmer!
Ligeledes kan man på Hollywoodbloggen finde et indlæg af Rikke Schubart, der beskæftiger sig med ny fransk horror – i særdeleshed Pascal Laugiers “Martyrs”: Fransk horror er ekstrem.
