Der laves alt for få film om hekse. Alt for få! Derfor havde jeg også, til trods for, at jeg ikke er den største fan af Dario Argentos horrorfilm, set frem til instruktørens sidste del i “Modertrilogien” – den sadistiske “Mother of Tears” (2007). Filmen slutter ringen, der blev begyndt med “Susperia” (1977) og som blev fulgt op med “Inferno” (1980).

Lad mig starte med filmens slutning: Den stinker! Ellers er der i filmen lige præcis den hekse-aura, som jeg elsker. Den kunststuderende Sarah Mandy (Asia Argento) er uforvarende med til at slippe en modbydelig heks løs, da hun bryder forseglingen på en ældgammel urne, der indeholder de jordiske rester af heksen, der kendes som The Mother of Tears. Pludselig hylles Rom i en tåge af kaos, voldelige hændelser, mord og selvmord efterhånden som alverdens hekse samles til sabbat i den italienske hovedstad.

Filmen har Argentos umiskendelige fingeraftryk, men den når dog hverken “Suspiria” eller “Inferno” til sokkeholderne. Især er den påtvungne engelske tale (som desværre kendetegner mange af Argentos film) et ikke ubetydeligt irritationsmoment. Så tal dog italiensk, når nu filmen foregår i Italien blandt italienere. Dens voldelige scener skriver sig fint ind i tidens trend, og Argento lever rent faktisk ganske bogstaveligt op til begrebet Torture porn. Men en særligt god film, ja det er “Mother of Tears” ikke!