Erling Jepsens roman “Hovedløs sommer” er makabert morsom. Det er fantastisk litteratur i todorovsk forstand. Det er neogotisk litteratur. Det er labyrintisk litteratur. Det er psykologisk litteratur med psykopatiske karakterer. “Hovedløs sommer” er velskreven og gribende grum neogotik med et blodigt tvist.

Jeg var ikke langt inde i “Hovedløs sommer”, da TV2-serien “Lærkevej”, der ikke har så lidt tilfælles med Erling Jepsens roman, poppede op i mit hoved. I denne farverige tv-serie er ligusterhækidyllen ren overflade. Det vælter ud med skabsskjulte skeletter i parcelhuskvarteret, hvor havernes muld huser lig, hvor udenomsægteskabelig tamtam nærmere er reglen end undtagelsen og hvor bevæbnede og våbenliderlige naboer skyder på alt fra storke til narkohandlere. Det er humor med en makaber og satirisk grundtone.

I Jepsens roman er det en skilsmisse, der kickstarter fortællingen om 14-årige Emilie og lillebroren Jacob. De er flyttet med moren fra København til et forstadskvarter, hvor de har lejet et parcelhus af en ældre dame. Emilie er i syv sind, kronisk teenagemuggen – ikke mindst fordi, at hun skal agere mor for sin bror – og har ingen fidus til deres nye liv væk fra vennerne og faren. Det hele er røv og nøgler, for at sige det mildt. Men så en aften lister der en mand rundt ude i haven. Lillebroren Jacob, der er let påvirkelig, skriger og skråler og græder. Moren tager sagen i egen hånd, bevæbner sig med et bat og lister ud i mørket, hvor hun pander manden bevidstløs.

Manden, der bærer det borgerlige navn Anders, men som er alt andet end borgerlig, ville blot besøge sit barndomshjem. Det fortæller han i hvert fald til moren, da han vågner efter den hårdhændede bat-behandling. Herefter får han charmeret sig ind på først den lettere alkoholiske mor, så den teenage-fortumlede Emilie og bliver slutteligt, og som et plaster på såret, tilbudt at flytte ind hos den lille skilsmisseramte familie. Her skal han, for han har grønne fingre, agere havemand … men noget er lusket. Noget ulmer under overfladen, og inden længe begynder skeletterne at vælte ud af skabe og skuffer og kældre. For den dionysiske, satyragtige, hedonistiske, djævelske og psykopatiske havemand Anders skjuler noget. Han har en hemmelighed, der ændrer alt … ikke mindst fortællingens gang!

“Hovedløs sommer” er en psykologisk/mytologisk/symbolsk roman, der med sin grumme og makabre grundtone emmer af Edgar Allan Poe, neogotik og Charlotte Weitzes magiske realisme. Ja, man kunne ligefrem også sige, at i Jepsens fortælling, der møder Poe, Hitchcock og Powell hinanden. Sådan kunne man beskrive “Hovedløs sommer”, der i al sin gotiske og grumme atmosfære fremmaner billeder fra Poes noveller, Hitchcocks mesterlige “Psycho” og Michael Powells ditto “Peeping Tom”.

Romanen udvikler sig fra at være et stille hverdagsdrama om skilsmisse, ægteskabelige familiekvababbelser og teenageoprør til at være en gusten gyser med masser af splatter, tortur og en ganske ækel konkretisering af romanens titel. Jepsen evner at fremmane en eminent uhygge, der dog også går hånd i hånd med en stille humor. Ikke mindst lillebroren Jacob, der er lidt af en opmærksomhedskrævende skifting, er årsag til, viser det sig, at man løfter smilebåndene en smule … og det til trods for, at situationen, hvor det sker, er ganske barbarisk.

Læs ikke “Hovedløs sommer” med hovedet under armen … det fortjener den ikke!

INFO OM UDGIVELSEN:

Titel: Hovedløse sommer
Forfatter: Erling Jepsen
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 28. april 2011
Sideantal: 246
ISBN: 9788771083675
Mål: 14,2 x 21,5 cm
Indbinding: Hæftet
Genre: Skønlitteratur: Roman
Land: Danmark
Forlag: People’s Press
Oversætter: Ingen oversætter (originalsprog)
Omslagsgrafiker: Ikke anført
Cover: © People’s Press