Lon Chaney Jr. har med rette sin plads i filmhistorien, men han gør ikke en god figur som Dracula, eller Grev Alucard, som han hedder i Robert Siodmaks “Son of Dracula” fra 1943, der er den tredje film i rækken af Dracula-film, som Universal stod bag.

Grev Alucard (der i øvrigt er et palindrom for Dracula) har rykket teltpælene op og har forladt Europa. Han er rejst til New Orleans, hvor han har tænkt sig at slå kløerne i den mørkhårede femme fatale Katherine, der lever på en afsidesliggende og tågeindhyllet plantage. Her finder man alle de klassiske (og historisk valide) klichéer repræsenteret: fra negerslaver til en hvid plantageejer med militærbaggrund. Dog er der et tvist: Plantagen befinder sig i umiddelbar nærhed af en sump, hvor en heks (Dronning Zimba) spår Katherine en krank skæbne og som da også umiddelbart efter heksemødet bliver offer for en sådan, da hun møder Alucard i flagermus-udgave.

Filmen er en lidt for letkøbt plotkopi af den originale fortælling, hvor den mest markante forskel består i ændringen af geografisk lokalitet. Jeg kan i øvrigt fortælle, at “Son of Dracula” er den første, hvor en vampyr forvandler sig til en flagermus on screen.

For at vende tilbage til mit kritiske udgangspunkt, så leverer Lon Chaney Jr. en alt andet end troværdig præstation som vampyr. Han besidder ingen af de fundamentale vampyrdyder, der f.eks. gjorde Bela Lugosi til en fascinerende Dracula. Chaney er ikke mystisk, han er ikke dragende, han er ikke farlig og han emmer på ingen måde af rå seksuel energi. Han er – med andre ord – en af de kedeligste vampyrer, der er blevet foreviget på celluloid … selv Leslie Nielsen er (næsten) bedre.