Endnu et smølfealbum er blevet sluppet løs af Forlaget Cobolt. Et fantastisk smølfealbum, i øvrigt. “Costa del Smølf” (Schtroumpf les Bains), der er skrevet af Thierry Culliford og Alain Jost, udkom på fransk i 2009, og albummet foreligger nu for første gang på dansk. Herligt for en smølfoman!
Altmuligsmølfen er gået ned med stress. Hans medsmølfer hiver og flår i ham hele tiden. Han har ikke skyggen af en stille stund, hvor han kan hellige sig sine egne projekter. I stedet skal han reparere og fikse og klare og ordne alle de ting og genstande, smølferne bringer ham. Han er ved at gå ud af sit gode, blå skind. Derfor anbefaler Gammelsmølfen ham at rive et par dage ud af kalenderen, pakke en rygsæk og tage på ferie. Og det gør han så.
Efter en hård, opslidende og svedfremkaldende dagsvandring finder Altmuligsmølfen paradis på smølfejord: Et lille, idyllisk sted ved en glitrende bjergsø, hvor den hårdtprøvede smølf kan slumre dagene væk i ro og magelighed. Men da Altmuligsmølfen jo er en yderst foretagsom smølf, evner han ikke at ligge på den lade side mere end højst nødvendigt. Så han får hurtigt smølfet sig et ferieparadis med sommerhytte, udendørskøkken og smølfetoilet, hvilket resulterer i, at alle de øvrige smølfer naturligvis vil have del i paradiset. Resultat: Alle smølferne udvandrer fra landsbyen for at holde ferie, og intet arbejde bliver gjort.
Vanen tro har vi her et smølfeeventyr, der med vid, bid og humor tager fat om en samfundsmæssig problemstilling. Denne gang har smølfeteamet skabt en parabel over fællesskabet og nødvendigheden af at hjælpe hinanden. Man kan ikke lade stå til, uden at det får konsekvenser. Man kan ikke nøjes med at holde ferie, man skal også arbejde. Man er ikke en god smølf, hvis man ikke hjælper sine medsmølfer. “Costa del Smølf” skriver sig fint ind i den klassiske smølfetradition … og så dukker Gargamel og (stakkels forkølede) Azrael naturligvis også op. Intet smølfeeventyr uden dem!
Jeg kan, som en afsluttende kommentar, ikke undlade at fremdrage sidste års smølfepalaver, der opstod i forbindelse med premieren på Raja Gosnells helt igennem horribelt ringe smølfefilm “The Smurfs” (2011). Her fremturede den franske sociolog Antoine Buéno med påstande om, at historierne om de små blå er gennemsyret af nazisme, racisme og antisemitisme. Disse konspirationsteoretiske påstande står at læse i sociologens bog “Le Petit Livre Bleu” (Den lille blå bog), der meget passende ramte boghandlernes hylder samtidig med, at filmen fik premiere. Peyos søn – Thierry Culliford – reagerede prompte og udtalte, at Buénos tolkninger befandt sig et sted mellem det groteske og det useriøse.
Buéno begrunder blandt andet sine påstande om nazisme og racisme med, at Smølfine (med sin blonde fremtoning) repræsenterer det nazistiske skønhedsideal, og at smølferne i eventyret “De sorte smølfer” fra 1963, hvor smølferne bliver forvandlet til sorte, umælende og uintelligente barbaragtige smølfer, skulle være et racistisk billede på mørke mennesker. Antoine Buéno er, lader det til, gået i akademisk analyseselvsving.
Andre mener, at smølferne repræsenterer et socialistisk projekt, et socialistisk arbejdsfællesskab, hvor oversmølfen – den kommunistisk røde Karl Marx-beskæggede Gammelsmølf – leder sine små blå arbejdersmølfer med kyndig, godmodig og alfaderlig mine. Det påstås da også, at det engelske Smurf står for Small Men Under Red Father.
Hvorom alting er, så er der nok nærmere tale om et middelalderligt agrarsamfund, hvor smølferne lever en homogen og tilbagetrukket tilværelse, da serien om smølferne er forbundet med eventyrene om Henrik & Hagbart, der netop foregår i en middelalderlig kulturepoke. Men læs “Costa del Smølf” og alle de andre eventyr, der er alt andet end nazistisk og racistisk lekture.