Tatiana Goldberg debuterer overbevisende flot med “Anima”, der i dansk tegneserieregi er noget så sjældent som en psykologisk horrorfortælling. Den udgør et fantastisk bidrag til den tegnede uhygge. Mere af den slags, tak!

Et forladt fabrikskompleks toner i al sin ildevarslende dysterhed frem på fortællingens første side. En bevæbnet person, der er klædt i hvad der minder om en Stanley Kubrick-inspireret rumdragt, bevæger sig ind på fabrikken. Vedkommende er på jagt efter nogen eller noget, der skal elimineres. En lille pige fødes af mørket. Hun er harmløs og uskyldig, lille og skrøbelig – eller er hun? Pludselig skyder der H.P. Lovecraft-agtige tentakelgevækster ud af pigen, der likvideres med et enkelt skud – BLAM! Men skuddet faldt for sent, og manden er blevet inficeret.

Det går hurtigt op for os, at ikke alting er, hvad det giver sig ud for at være. Er vi på en fabrik? Er vi på et hospital? Eksisterer tentakelpigen? Der ligger hele tiden noget og ulmer under overfladen og i vores bevidsthed, der får os til at tvivle. Den dystopiske verden, der toner frem på siderne, repræsenterer et psykologisk landskab, der spejler en forkvaklet psykes rejse ud af mørket og mod et, håber vi til det sidste, lutrende lys.

Man er ikke langt inde i fortællingen, førend man begynder at fange de små intertekstuelle referencer, der på elegant vis er blevet føjet til handlingen. Ikke som ligegyldigt vedhæng, men som centrale og væsentlige elementer, der underbygger og forstærker tematikken. Først flyver Ridley Scotts “Alien”  én i møde, så James Camerons opfølger “Aliens”, og hele time emmer det dryppende, dystre og seksual-symbolske univers, hovedkarakteren navigerer rundt i, af den schweiziske surrealist H.R. Giger.

Også titlen “Anima” får klokkerne til at ringe. Den er hentet fra et af Carl Gustav Jungs centrale grundbegreber i dybdepsykologien, hvor arketypen anima repræsenterer det kvindelige. I denne kontekst fungerer anima også som en forståelsesnøgle, der er er med til at åbne hovedpersonens psyke. Hovedpersonen, som har en forkvaklet tilknytning til det kvindelige, til moderfiguren, har ikke anima (det kvindelige) til sit animus (det mandlige). Ifølge Jung må manden, for at sikre en sund psyke, integrere anima med animus.

“Anima” repræsenterer tre bevidsthedsniveauer: Et selvkonstrueret fantasiunivers (Fabrikken), en spirende erkendelse (Hospitalet) og en realitetssfære (Storbyen). For hovedpersonen er der tale om en gradvis og meget ubehagelig erkendelsesproces, og fra at være fanget i det psykologisk opdigtede landskab, kryber han mod realsfæren og den afskyelige kendsgerning, der slutteligt også får læseren til at gyse.

De tre niveauer danner også fortællingens kapitelstruktur, der på bedste aristotelisk vis udgør en begyndelse, en midte og en afslutning. Men det er nu ikke så meget den aristoteliske struktur, der i denne sammenhæng er det mest interessante, som det er kapitlernes forbrødring med Freuds personlighedsmodel. Således fungerer overjeg’et (Fabrikken), jeg’et (Hospitalet) og id’et (Storbyen) ligeledes som forståelsesnøgler, der er med til at låse fortællingen op.

Især de sidste sider i det afsluttende kapitel ætser sig ubehageligt fast på nethinden i al deres visuelle udpenslethed, og id’ets aggressionsdrift visualiseres på afskyelig vis. Det er her, at læseren for alvor flås ud af det  tvivlens limbo, han eller hun har befundet sig i. Nu står det klart, at det fantastiske univers med tentakelpiger er det pure hjernespind konstrueret af en syg person.

Tatiana Goldberg er,  udover at være debuterende tegneserieforfatter, også psykolog. Hun har med afsæt i sin faglighed skabt et fortættet og symbolsk univers, der skildrer et individs kamp med og mod sin psykiske lidelse. Det har Goldberg gjort så overbevisende, at man efter endt læsning bladrer frem til først side for at genlæse fortællingen endnu en gang. Dysterheden i “Anima” er menneskelig, og den omfavner og omklamrer langsomt én på ubehagelig vis. Ja, da man når til de sidste sider i fortællingen, der fra første færd har været en mareridts tour de force, gyser og skælver man over de kendsgerninger, der blotlægges.

Tegningerne er holdt i mørke toner, og Goldberg mestrer på ferm vis at indlejre symbolske referencer i disse. Hun fodrer løbende læseren med små hints, der er med til at afsløre, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være. Det er subtile hints, der aldrig gør unødigt opmærksom på sig selv. Med denne flotte debut in mente, kan man ikke andet end håbe, at Goldberg har flere historier i ærmerne. Historier, som hun forhåbentligt vil dele med os læsere. Og gerne historier inden for samme genreområde!

Bogen afsluttes med et forklarende appendiks, der på pædagogisk vis guider én rundt i den tegneserie, man netop har læst. Hele idéen med “Anima” kortlægges, og grundbegrebet anima forklares. Ligeledes præciseres det, at inspirationskilderne udgøres af “Alien”-filmene og H.R. Giger. Man får det hele serveret på et sølvfad, hvilket gør den efterfølgende absorbering kognitivt magelig. Det er lidt ligesom Alfred Hitchcocks mesterværk “Psycho” fra 1960. Instruktøren var bange for, at biografgængerne ikke ville forstå, hvad der var galt med den mentalt afsporede Norman Bates. Derfor fik Hitchcock fluks skrevet en psykolog ind i filmen, så denne for lægmand kunne skære tingene ud i pap. Det er dog altid sjovere at gå på opdagelse selv.