De fem hjerter ovenfor afslører det: Jeg er begejstret og glad! Don Rosas Samlede Værker er, kan jeg allerede afsløre her, af en sådan kaliber, at de ikke må mangle i samlingen, hvis man er fan af indbyggerne i Andeby. Og selvom der er nogle ganske få skønhedsfejl ved udgivelsen, mere om dem senere, så er dette en af de flotteste tegneserieudgivelser, der er blevet produceret til det danske marked.

Det er Egmont Publishing, der står bag Don Rosas Samlede Værker, der herhjemme udelukkende forhandles af Faraos Cigarer. Der udkommer i alt 3 bokse, hver indeholdende 3 bind, der kronologisk præsenterer Don Rosas samlede Disney-produktion fra 1987 til 2007. 20 år, 3 bokse, 9 bind og 2432 sider.

De respektive bind, der er i hardcover, er trykt i stort albumformat (30 x 22.5 cm) og er indbundet med forstærket stofryg med bogstaver i gult prent – det er en virkelig gedigen luksusudgave, der (naturligvis!) kommer i begrænset oplag!

De tre bind leveres i en kraftig kassette/boks af tykt pap, hvor både for- og bagside domineres af to store tegninger. Forlagslogoet er blevet diskret placeret i hjørnerne, så tegningerne kommer til deres fulde ret. De mange historier og ekstramaterialet er trykt på blankt papir, der kvalitetsmæssigt minder om det, der er blevet brugt til Hall of Fame-udgivelsen. Der er – fra start til slut og fra ende til anden – blevet kræset om udstyret, der er til UG, 13 og 12 med kryds og slange.

De første tre bind i boks 1 er på i alt 816 sider, der fordeler sig således:

Bind 1 (1987-1988): 264 s.
Bind 2 (1989-1991): 272 s.
Bind 3 (1991-1993): 280 s.

Udover at indeholde de 42 historier, der blev skabt, skrevet og tegnet i perioden 1987 til 1993, se en kronologisk liste til sidst i anmeldelsen, får man i boks 1 en flodbølge af introduktioner, forord, Carl Barks-referencer, film- og tegneseriereferencer, manuskriptskitser, forsideillustrationer, Don Rosas fortløbende minibiografi, introducerende artikler med historisk fokus, ekstramateriale, vignetter, D.U.C.K.-dedikationerne og en aldrig tidligere udgivet Anders And-Parodi, Return to Duckburg Place. Der er, når vi taler ekstramateriale, virkelig meget at komme efter sammenlignet med de 10 bind i Hall of Fame-serien, der havde fokus på Don Rosa.

Som nævnt ovenfor, så indeholder de første tre bind 42 historier af varierende længde, og selvom jeg gerne ville kommentere udførligt på dem alle, så vælger jeg i stedet at rette mit fokus på de af historierne, der har betydet noget ganske særligt for mig. Men lad os starte ved begyndelsen, lad os starte i 1987.

I 1987 debuterer Don Rosa som professionel Anders And-tegner. Og ja, jeg bruger ordet “professionel”, selvom Don Rosa selv er langt mere beskeden og løbende omtaler sig selv som amatør. Debuten sker med Onkel Joakim-historien Solens søn aka The Son of the Sun, der blev trykt hos Gladstone, som havde licens til at bringe Disney-tegneserier.

Som det forholder sig med mange andre af Rosas historier, så er også Solens søn skabt med afsæt i en historie af forbilledet Carl Barks. Vi møder Anders, de tre Grønspætte-nevøer, Onkel Joakim og dennes ærkefjende, Guld-Iver Flintesten, der er på jagt efter et hemmeligt og længe glemt Inkatempel, der gemmer på en uvurderlig guldskat. Fortællingen er er en flot og overbevisende andedebut for Rosa, og allerede i denne første historie har han indlejret et hav af referencer til Carl Barks. Og selvom det ikke nævnes på siden med referencer, så er jeg sikker på, at Rosa har haft Steven Spielbergs første Indiana Jones-film i tankerne, Raiders of the Lost Ark fra 1981, da han tegnede rude 7 på side 64.

Det er som om, at Don Rosa satte sig for at introducere alle de klassiske figurer én for én: I Rosas anden historie, Arvefjender (1987), gør Fætter Højben sin entré, og i Dus med dyrene (1987) er det Bedstemor And og Fætter Guf, der melder sig på banen. Og i den fjerde historie, Godt Kram (1987), møder vi ikke blot Anders’ grumme nabo Knahrvorn, men også hans kære bil, den røde 313’er. I den femte historie, Likvide midler (1987), er det Bjørne-banden, der er på spil, og i… ja, I forstår nok, hvor jeg vil hen.

I Sidste slæde til Dawson (1988), der er Rosas første tilbagebliks-historie, møder vi Gyldne Gulda, der (selvfølgelig) også er skabt af Carl Barks. Her er det jagten på en mistet hundeslæde og dens indhold, der er centrum for historiens gang. Og som det gjorde sig gældende i Solens søn, så vil jeg også her påstå, at Rosa har haft Indiana Jones i tankerne – også selvom det ikke nævnes i referencerne. Rude 4 på side 197 vækker i hvert fald mindelser om Indiana Jones and the Temple of Doom, der havde premiere i 1984 – altså fire år før, Sidste slæde til Dawson blev trykt og udgivet.

Den af historierne, jeg (blandt andet af nostalgiske årsager) sætter størst pris på i første bind, er Samlerdille fra 1988. Historien, der fortæller om Anders’ og nevøernes jagt på en sjælden og sagnomspunden krokodille, der skal indlemmes i Onkel Joakims zoologiske have, er spækket med humor og referencer til Carl Barks’ karriere som tegner for MGM i 1940’erne. Ligeledes er der meget fine referencer til John Hustons Afrikas dronning fra 1951, der optræder i flere af historiens ruder.

Samlerdille viser, at selvom Rosa ofte bygger sine historier op omkring historisk fakta og videnskab, og blandt andet derfor kritiseres for at være tør, tung og alt for logisk, så er han også en stor humorist, der har en knivskarp sans for at skabe komiske og dynamiske situationer på meget lidt plads. De sidste to ruder på side 239 og de første to på side 240 (endnu en gang med stakkels Anders som hovedperson) formår, selv efter talrige genlæsninger, at få smilet frem på mine læber. Don Rosas efterord til Samlerdille giver i øvrigt ikke blot et interessant indblik i måde, hvorledes Rosa har indsamlet historisk viden om oldægypten, men forklarer også, hvorfor krokodillerne hos Disney er grønne og ikke, som de rettelig burde være, grå.

Bind 2 indledes med en fortsættelse til Carl Barks’ De firkantede æg fra Peru fra 1949, Tilbage til Usleravekrog fra 1989. Historien, der er tegnet og udgivet 40 år efter ændernes første besøg i Usleravnekrog aka Plain Awful, tager endnu en gang afsæt i en jagt efter mammon. Det er de firkantede æg, som de ditto firkantede høns producerer, der er i fokus – for disse kan jo langt lettere distribueres end de ovale af slagsen. Og naturligvis melder Guld-Iver Flintesten sig igen på banen og gør livet surt for Onkel Joakim.

Det er dog de to afsluttende historier i bind 2, der begge er fra 1991, jeg sætter størst pris på i dette midterste bind i første boks: Da tiden stod stille samt Skatten på havets bund, der blev udgivet første gang i henholdsvis Anders And & Co. og Anders And Ekstra.

Der er en ikke ubetydelig forskel på Don Rosas andestreg (streg, IKKE steg) fra Solens søn i bind 1 til Da tiden stod stille og Skatten på havets bund – man kan tydeligt mærke og set, at han er ved at have fundet sin egen og letgenkendelige stil.

I Da tiden stod stille, som er skabt med afsæt i Rosas fascination af tidsrejser og klassiske science fiction-serier som The Twilight Zone og The Outer Limits, har Bjørne-banden stjålet et tidsstoppende stopur fra Georg Gearløs, der gør det muligt for dem at bryde ind i Onkel Joakims fæstning af en pengetank på Bilbremsebakken og stjæle pengene under hans næb. I denne historie er det igen Anders, der står for den primære del af den splapstick-agtige humor, Rosa er så god til at tegne.

Skatten på havets bund er et langt eventyr på 20 sider, der tager udgangspunkt i alle de skatte og sunkne skibe, der ligger ud for Florida Keys. Rosa har igen tænkt historien ind i en pseudovidenskabelig kontekst, hvor en sunken galeon bliver tilgængelig ved at nedsænke en gigantisk glaskuppel ned over den. Denne videnskabelige tilgang til historieopbygning er et typisk Rosa-træk, der af nogle anses for trættende, kedeligt og alt for logisk – og dem om det. Selv finder jeg det idé- og fantasirigt, og det er én af de ting, der adskiller Rosa fra andre Disney-tegnere/forfattere.

Det tredje og sidste bind i boks 1 indeholder endnu en historie, der tager afsæt i begrebet tid, nemlig Tilbage til fortiden fra 1995 – bragt første gang 10 år efter Robert Zemeckis’ Back to the Future fra 1985, som Rosa i øvrigt også nævner i efterordet. Her møder vi Hexia de Trick, min favoritskurk, der blev skabt af Carl Barks i 1961 med inspiration fra Sophia Loren.

Hexia har fået den blændende idé, at hun vil rejse tilbage i tiden for at stjæle Onkel Joakims lykkemønt, hvilket hun gør ved hjælp af et tidslys. Og vupti, så er hun i Glasgow, hvor en ti-årig Joakim forsøger sig som skopudser. Alt går dog ikke så let, og selvom Hexia vanen tro er ihærdig, så sker der naturligvis noget uventet, der gør, at hun ikke slipper af sted med mønten. Historien bryder i øvrigt med kronologien, hvilket Don Rosa giver en forklaring på hvorfor i fortællingens efterord.

Bind 3 afsluttes med de fire første kapitler i Don Rosas magnum opus: Her er dit liv, Joakim. Der er tale om 114 sider, inklusiv reference-siderne og de historiske artikler, der – igen med afsæt i Carl Barks’ univers – kortlægger Joakims liv: fra lille dreng i Skotland til verdens rigeste and med finansielt centrum på Bilbremsebakken i Andeby.

Rosas biografiske værk om Onkel Joakims rise to stardom and wealth udgøres i bind 3 af disse fire historier:

Her er dit liv, Joakim: Kapitel 1 – 1867-1880: Den sidste Von And (1992)
Her er dit liv, Joakim: Kapitel 2 – 1880-1882: Mississippiflodens konge (1992)
Her er dit liv, Joakim: Kapitel 3 – 1882-1883: Præriens bedste and (1992)
Her er dit liv, Joakim: Kapitel 4 – 1883-1886: Kobberkongen fra Montana (1993)

Det store Her er dit liv, Joakim-projekt var en bestillingsopgave fra danske Egmont Serieforlaget, hvor Joakims livsforløb oprindeligt blev skildret i 12 kapitler. Mange barksister tog ikke godt imod projektet, der ifølge dem var med til at ødelægge den mystik, der var omkring Onkel Joakims oprindelse og historiske baggrund. Det er en lignende kritik, som prequels til populære filmserier ofte underkastes a-tså at de ophæver mystikken omkring de oprindelige film.

Men, som jeg også slutteligt kommer ind på, så har de mere hardcore fraktioner af Carl Barks-fans og Don Rosa-fans aldrig kommet godt ud af det med hinanden. Men én ting er dog sikkert og vist: Don Rosa nød at dykke ned i Onkel Joakims historie, og historierne bærer i min optik med rette magnus opus-prædikatet. Derfor glæder jeg mig meget til boks 2, der giver os (nogle af) fortsættelserne.

Og nu til skønhedsfejlene, som jeg indledningsvist omtalte. Det er blandt andet blevet påpeget, at skiltene i historierne er tekstet uden perspektiv – og det er korrekt! Det er en fejl, der i øvrigt også gør sig gældende for tekst på husmure, pengesække, madprodukter, tøj, bøger og meget andet. Og ja, tekstningen kunne være udført mere elegant, men det er ikke noget, der har indflydelse på læseoplevelsen af tegningernes kvalitet. Det samme problem skulle eftersigende gøre sig gældende for Carl Barks’ Samlede Værker, som jeg desværre ikke har læst, hvor man har valgt en todimensionel, perspektivløs skrifttype.

En anden ting, der lidt nidkært er blevet diskuteret – blandt andet på Dansk Donaldist-Forenings forum – er kvaliteten af den sorte streg, der i visse kritikeres optik ikke er gengivet perfekt. Selv har jeg konsulteret Hall of Fame-udgivelserne, og selvom der er en petitesse-forskel, så er det ikke noget, der har betydnings for helhedsindtrykket. Men hver kritiker sin grænse – min er dog langt fra blevet overskredet!

Én ting, jeg dog gerne havde set udført anderledes, er måden, hvorpå referencerne bliver opstillet. Frem for at anvende den reelle side, den enkelte reference befinder sig på, benyttes der et lettere uhensigtsmæssigt, kronologisk system, der starter med side 1, 2, 3 osv. Et eksempel fra bind 1 og Solens søn: Historiens første reference er angivet til at være på side 1, men Solens søn begynder på side 47. Det betyder, at jo længere man når ned i referencerne, desto mere skal man sidde og tælle sider. En lille ting, men alligevel. Det er i øvrigt Thomas Schrøder, der har varetaget det enorme, og enormt flotte, arbejde med at indsamle og systematisere de mange referencer til Carl Barks, andre tegneserier, film og tv-serier.

Rosa bliver tit kritiseret for at være for tør og for logisk. Et andet kritikpunkt lyder, at han ikke er noget uden Carl Barks, som han står på skuldrene af. Jeg er, som læserne nok har fundet ud af, ikke enig i disse kritikpunkter. Jo, Barks er forbilledet, men Rosa er sin egen.

Jeg har altid holdt af Don Rosa, og det nye 9-binds værk er kommet flot ud af startboksen. De tre første bind gør Rosa al ære, og mængden af ekstramateriale er imponerende. Både Don Rosas egne artikler og introduktioner, såvel som den norske andeekspert Øystein Sørensens, er oplysnende, velskrevne og sprudler af viden og lidenskab. Som skrevet ovenfor, så er der meget at komme efter i forhold til Hall of Fame-udgivelsen, og Don Rosas Samlede Værker gør nærmest krav på en fast plads hos den glade andefan! En udgivelse som denne har ikke sin gang på dansk jord. At den er blevet en realitet er fan(d)tastisk!

Rosa har, lige siden debuten i 1987, altid haft en særlig plads i mit hjerte. Ikke mindst pga. de altid veludtænkte historier, der udviser stor ære mod den mand, han har tilegnet hele sit andeforfatterskab, nemlig Carl Barks. Jeg blev forleden spurgt, om jeg var Don Rosa-mand eller Carl Barks-mand. Jeg svarede, at jeg var Anders And-mand.

Og netop dette, om man er det ene eller andet, er en noget nær evigt bestående fejde. I manges opfattelse kan man umuligt ligge i begge skyttegrave. Det har jeg nu altid gjort. Eller måske har jeg befundet mig i ingenmandsland, da jeg har altid følt, at man skulle løbe spidsrod imellem de kugler, der blev affyret fra henholdsvis Barks- og Rosa-lejren.

Efter at have læst Don Rosas Samlede Værker fra a til z, ville ønske, at jeg havde Carl Barks’ Samlede Værker stående, der blev udgivet af Egmont Serieforlaget. 10 kasetter, 30 bind og 6000 sider. Det ville være herligt at kunne genlæse Barks efter at have været omkring den første del af Rosas Andehistorier.

Vi har endnu ikke opgivet håbet om, at Don Rosa vil skrive endnu en fortælling, skriver redaktørerne Solveig Thime og Thomas Schrøder i forordet til første bind. Og det forstår man jo godt, at de ikke har. De er vi mange, der ikke har. Don Rosas univers og streg er særegen og noget ganske særligt. Og selvom vi sandsynligvis sidder med det definitive værk, så kan man stadig håbe på, at andekunstneren stadig har et par historier i ærmet.

Nå, jeg vil fylde mit Don Rosa-kaffekrus (yes, et sådant har jeg nemlig) og genlæse Skatten på havets bund fra 1991 – en af mine Rosa-favoritter. Og så glæder jeg mig naturligvis til boks 2 og 3, der efter sigende skulle udkomme til oktober og november.

Bind 1:

– Solens søn (1987 )
– Arvefjender (1987)
– Dus med dyrene (1987)
– Godt kram (1987)
– Likvide midler (1987)
– En på græskarlampen (1987)
– Et lysende juletræ (1987)
– Flyvefisk (1988)
– The Paper Chase (1988)
– Sidste slæde til Dawson (1988)
– Tom tank (1988)
– Fiscal Fitness (1988)
– En vild pjækkedag (1988)
– Samlerdille (1988)
– Skatten på bjerget (1988)

Bind 2:

– Tilbage til Usleravnekrog (1989)
– Nostrildamus’ forbandelse (1989)
– The Starstruck Duck (1989)
– Kong Joakim den Første (1989)
– Det forheksede sølvfad (1989)
– Gaverne, der gik i fisk (1989)
– Alskens aftaler (1989)
– Hullet held (1990)
– Streng opdragelse (1990)
– Rottefængeren fra Andeby (1990)
– Bunden er nået (1990)
– En forhistorisk historie (1990)
– An(d)lægsgartneren (1990)
– Da tiden stod stille (1991 )
– Skatten på havets bund (1991)
– Loose in Space

Bind 3:

– Gensyn med fortiden (1991)
– Anden, som faldt ned fra himlen (1991)
– Dybt at falde (1991)
– Gyldne tider (1991)
– Gensyn med dværgindianerne (1991)
– Superhelt for en dag (1992)
– Tilbage til fortiden (1995)
– Her er dit liv, Joakim: Kapitel 1 – 1867-1880: Den sidste Von And (1992)
– Her er dit liv, Joakim: Kapitel 2 – 1880-1882: Mississippiflodens konge (1992)
– Her er dit liv, Joakim: Kapitel 3 – 1882-1883: Præriens bedste and (1992)
– Her er dit liv, Joakim: Kapitel 4 – 1883-1886: Kobberkongen fra Montana (1993)