Med fare for at lyde som en ridset lp, såer tiden domineret af genfortolkninger, reboots og udvidelser af allerede eksisterende filmuniverser. Inden for det kreative tomrum, som trenden kan ses som, findes der heldigvis stadig film, hvor en genfortolkning giver mening og fortjener ros.
Sådan en film er “Mad Max: Fury Road”, der til dels bygger videre på den arv, Mel Gibson startede for 36 år siden som indehaveren af titelrollen i den fine, lavbudgetfilm “Mad Max (1979). Gibson fortsatte som Max i en ujævn trilogi, hvor anden film “Mad Max 2 – The Road Warrior” (1981) er den mest seværdige og filmseriens foreløbige slutning, “Mad Max Beyond Thunderdome” (1985) er en utilstrækkelig afrunding, der til tider er en parodi på de to første film.
Her, 30 år siden sidste film, tager instruktøren George Miller fat i sit univers igen, og det er vel nok også derfor fjerde film om Mad Max ikke blot er endnu en kønsløs genfortolkning. Se “Total Recall” (2012) som et skoleeksempel på en flot, men tam genindspilning.
Manuskriptet, hvor kræfterne ikke just er brugt på dialogen, er også forfattet af George Miller i samarbejde med debutanterne Brendan McCarthy og Nick Lathouris. Heldigvis har Miller valgt ikke at falde i samme fælde som fx den skuffende “Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull” (2008) og har valgt en ny skuespiller i stedet for Mel Gibson på 59 år, en urealistisk høj alder for et menneske i en postapokalyptisk verden. I stedet spiller Tom Hardy rollen som Max Rockatansky.
“Mad Max: Fury Road” går lige på og hårdt i et mareridt af ørken og ressourceknaphed, der stiller det samme spørgsmål som de bedste zombiefilm gør: Hvad sker der, når vi mister vores menneskelighed? Filmens post-apokalyptiske verden er beboet af krøblinger, både mentalt og fysiske, der ynder at iklæde sig tøj inspireret af sadomasochisme og steampunk. Størstedelen af befolkningen tilhører enten den ene eller anden klan, der mest af alt minder om vanvittige sekter med hver sin karismatiske leder. Den mest markante er en krigsherre, Immortan Joe, iført Tina Turners hår fra seneste installation og en grum inhalator med hestegrin påmonteret. Karakteren spilles i øvrigt af Hugh Keays-Byrne, der havde rollen som Toecutter i originalen. Immortan Joe har en stor flok af disciple, som Nosferatu kunne have haft under sine vinger, deres skaldede og blege udseende er et resultat af radioaktiv stråling.
Filmens plot er enkelt og simpelt, hvor vejen fra a til b er fokuspunktet frem for destinationen. Enkelheden bliver dog fortalt gennem en kronisk fornemmelse af krise. En permanent undtagelsestilstand, om man vil. Her viser Miller galskaben igennem visse scener, hvor manisk kameraarbejde bidrager til den gennemgribende følelse af desperation.
Den visuelle side af “Mad Max: Fury Road” kan ikke roses nok. Den brutale og fantastiske æstetik, Miller anvender igennem et potent budget, er helt igennem besnærende og brugen af CGI er holdt til et absolut minimum. Det kan ses og mærkes i scener, der kan tage pusten fra de fleste.
Modsat benzin, olie og krudt i filmens univers, så er dialogen i knap, og Tom Hardy har da også kun tyve replikker. Han har ikke Mel Gibsons ikoniske status som den desillusionerede mand, der ikke har mere at tabe, men Hardy er mere en desperat overlever og det fungerer også i universet. Det talte ord tilsidesættes efter en devise, Ernest Hemingway kan siges at arbejde ud fra: Show, not tell. Det vil sige, i stedet for at tale, hænger filmens karakter langs en lastbil i fart midt i en udveksling af skud, flammer og spyd for at vise publikum noget om dem.
Over for sig og ved sin side, har Hardy Charlize Theron som Imperator Furiosa, en karseklippet actionkvinde med protese. Theron stjæler ofte billedet og hun er derfor en mere interessant karakter end Hardys hovedrolle. Værd at nævne er også Nicholas Hoult som Nux, en skabning loyal overfor Immortan Joe, hvis læber er lige så ødelagte som hans sind.
Slutresultatet for “Mad Max: Fury Road”, er en bizar, stærkt underholdende og foruroligende visuel actionfilm, hvis styrke er enkelheden.
