Den italienske tegneseriekunstner Enrico Marini tager os i “Roms ørne” (“Les Aigles de Rome”) med på en fascinerende rejse tilbage til antikkens Rom. En rejse, der indtil videre spænder over fire bind.

En ørn strækker sine vinger, og der zoomes ud. Romerske soldater står i position, og der zoomes ud. En slagmark åbenbarer sig, og to hære skuer ud over hundredvis af døde. Dette scenarie udgør de tre første ruder i første bind af Marinis “Roms ørne”. Vi kastes således hovedkulds ind i historien, hvor hærføreren Drusus og broren Tiberius netop har vundet et afgørende og overbevisende slag mod keruskerne, en germansk stamme.

På slagmarken møder vi også keruskerdrengen og høvdingesønnen Ermanamer, der allerede som ganske ung udviser mandsmod af den ekstraordinære slags. Han sendes af sin stamme til Rom som gidsel, hvor kejser Augustus pålægger romeren Titus Valerius Falco at give ham en streng, romersk opdragelse. Barbaren i ham skal knægtes, og han skal disciplineres efter alle kunstens regler.

Ermanamer, der af Augustus bliver tildelt det romerske navn Arminius, gennemgår sammen med den jævnaldrende Macus Falco, Titus Valerius’ søn, en benhård soldatertræning. Men hvor Armenius har anlæg for det krigeriske, dér repræsenterer Marcus i starten en blødere statur.

Det første bind helliger sig uddannelsen af Armenius og Titus, der i starten gør som to galsindede lænkehunde, hvis eneste ønske er at sønderrive hinanden. Langsomt opstår der dog et venskab, der udvikler sig til et blodsbroderskab, da feje Titus redder Armenius fra en rasende bjørn. De to hovedkarakterers forhold til hinanden skildrers i hurtige træk, og deres udvikling fra barn til ung til voksen tegnes og fortælles så formfuldendt og overbevisende, at man bliver en smule mistrøstig på Armenius’ og Titus’ vegne, når Marini til sidst i bindet forudsiger voldsomme stridigheder parterne imellem.

Marini er formidabel til at skabe en intens spænding, og første bind udgøres af flere centrale scener, der dirrer af energi og vildskab. Der er voldsomme kampscener, der er skildret og tegnet så bjergtagende smukt, at man nærmest gisper sig igennem bogen. At Marini har sans for at skabe spænding er også første binds afsluttende cliffhanger-rude et tydeligt eksempel på. Her sår han en kerne af tvivl hos læseren, da Armenius køres i stilling til at opfylde de mareridt, som stakkels Titus løbende vågner sveddryppende fra! Måske har romerne alligevel ikke fået banket barbaren ud af Armenius?

Og naturligvis kan man som tegneserieskaber ikke undlade at have fokus på erotikken, når man har sat sig for at give fødsel til et værk, der tager afsæt i antikkens Rom. Her dyrkes kødet så lystent, utilsløret og hedonistisk, at man er i fare for at brænde sig på siderne. Den virtuose og ikke mindst æstetiske tilgang til det erotiske, som Marini her repræsenterer, kunne ikke så få andre tegneserieskabere tage ved lære af, når de forsøger sig med det erotiske i tegneserieform.

Det første bind i serien skildrer mange af de ting, man i dag forbinder med Rom: politiske forviklinger, mord, intriger og fuldblods erotik. Tegningerne er formidable, og Marini er en dygtig fortæller med ord såvel som med billeder. Man forsluger sig nærmest på historien, der nedsvælges i én mundfuld, og når sidste, omtalte rude nås er det med et ønske om fluks at kaste sig over det næste bind i sagaen, der – når Marini sætter sit punktum – sandsynligvis ender med slaget ved Teutoburgerskoven i år 9 efter Kristus, hvor Armenius besejrer tre romerske legioner.

Og nu videre til bind to!

© COVER: Faraos Cigarer