Forlaget Fahrenheit er aktuelle med Søren Mosdals tegneserie “Metrozone” – en deprimerende fortælling, hvor det lader til, at alt håb er uigenkaldeligt ude.

Søren Mosdals “Metrozone” er en dystopisk fremtidsfabel, der gør kærligt brug af en neonfarvet 80’er-æstetik, og ens tanker vandrer da også uvilkårligt til den farverige VHS-æra, efterhånden som man læser sig ind i den dystre fremtidsvision, Mosdal får skabt.

Fortællingen om den unge pige Nikki, hvis bror er blevet forvandlet til en såkaldt “biomekanoid”, læser sig gesvindt, og man erfarer hurtigt, at Philip K. Dicks science fiction-dystopier ikke er blevet skrevet forgæves.

“Metrozone” får således én til at tænke på ikke blot “Total Recall” og “Blade Runner”, men også “RoboCop”, “Escape From New York”, “Elysium” og “Waterworld”, som alle på en eller flere måder deler tematik med tegneserien.

Handlingen finder sted i en nær fremtid, nærmere bestemt 2027, hvor Jordens vejrsystemer er brudt totalt sammen. Klimakaos hersker, og den tidligere funklende metropol, Aurinko, er druknet i kaskader af vand. I et oversvømmet metrosystem lever en gruppe af mennesker afskåret fra verden ovenover, hvor den tyranniske præsident Putko er leder.

Mosdal kommer vidt omkring, og han berører temaer som religiøs fanatisme, overvågning, klimaforandringer, magtelitens undertrykkelse af folket og politisk diktatur. Det kan virker forceret, men det hele bliver bundet smukt sammen med en slutning, der (udover at komme bag på mig) ikke har meget godt at sige om menneskehedens skæbne.

Det er herligt, at danske tegneserier som denne har et forlag som Fahrenheit som støtte. “Metrozone” er en lille, dystopisk perle, som trods mørket funkler og markerer sig som et interessant og selvstændigt bidrag til genren.