ANMELDELSE: “The Walt Disney Film Archives: The Animated Movies 1921-1968”

“The Walt Disney Film Archives: The Animated Movies 1921-1968″ er et gedigent bogmonster på 620 sider, der er spækket med billeder fra første til sidste side. Det er en hardbackherlighed af en bog, der taler til animationselskeren i almindelighed og til Walt Disney-kenderen i særdeleshed.

Bogen er udgivet af forlaget Taschen, der har specialiseret sig i bøger af XXL-typen, og denne bog er med sine flotte 41×30 centimeter ikke en undtagelse. Bogen leveres endog i en fin papkuffert med håndtag, hvilket fortæller lidt om bogens eksklusivitet. Det er en hyldest til Disneys filmunivers, og lad mig allerede her skrive, at den er et must i Disney-kenderens bogsamling.

“It’s kind of fun to do the impossible.”
—Walt Disney

Én af de første film, jeg så som barn, var “Pinocchio” fra 1940, der bygger på den italienske forfatter Carlo Collodis børnebog fra 1883, som jeg i forvejen holdt meget af. Filmen var ikke blot med til at bane vejen for min fascination af filmkunsten, men var også medbestemmende, da jeg langt senere skulle vælge uddannelse. Dagen i dag vender jeg fortsat tilbage til Disneys klassikere såvel som til kortfilmene, og jeg ser ligeledes med stor glæde de nye live action-udgaver af klassikerne. It’s pure magic!

Walt Disney hører til blandt de mest kreative og innovative mennesker, som det 20. århundred har fostret. Han skabte et unikt og eventyrligt univers, der ikke har sit sidestykke i dag. Han var banebrydende inden for flere områder af filmkunsten, og han var ikke blot en skabende og visionær kunstner, han var også en driftig (og dristig!) forretningsmand, der turde tage chancer for at se sine drømme blive til virkelighed. Eksempelvis pantsatte han hus og hjem for at kunne finansiere “Snow White and the Seven Dwarfs” (1937), der i dag repræsenterer en filmhistorisk milepæl. Så tak for modet, Disney!

I Taschens første bind, der illustrationsmæssigt er den mest omfattende bog af sin slags, får man 1500 illustrationer og fotos, hvoraf mange er sjældne og som ikke tidligere har været trykt. Den er skrevet af en lang række Disney-eksperter og filmhistorikere, der blandt andet tæller Charles Solomon, Russell Merritt, John Lasseter, Robin Allan samt Leonard Maltin, der har viet en stor del af sit professionelle liv til at formidle Disneys film. Det er én af Taschens faste redaktører, Daniel Kothenschulte, der har været tovholder på denne pragtfulde bog, der på fineste vis åbner op for den såkaldte guldalder inden for filmstudiets historie.

Bogen tager sin begyndelse i 1920’erne, hvor Disneys første stumfilm så biografens mørke, og den fortsætter ufortrødent med at afdække de film, der herhjemme har fået markedsføringsprædikatet klassikere, hvilket de rent filmhistorisk også er at opfatte som. Fra mesterværket “Snow White and the Seven Dwarfs” (1937) går rejsen videre til den eksperimenterende og fuldkommen fantastiske “Fantasia” (1940), og bogen slutter med “The Jungle Book” (1967), der var den sidste film, Walt Disney arbejdede på inden sin død i 1966.

“The Walt Disney Film Archives: The Animated Movies 1921-1968″ er en fornøjelse at læse, sluge og indtage. Det er en af de mest gennemarbejdede bøger af sin slags, jeg har læst i mange år. Og det sjældne historiske materiale, som The Walt Disney Company har stillet til rådighed, er en fornøjelse at dykke ned i for en Disney-elsker. Bogen er spækket med arkivmateriale,  concept-kunst, illustrationer, matte paintings, blyanttegninger, skitser, malerier, fotografier og storyboards af alle Disneys animerede spillefilm frem til 1968. Man får et intimt indblik i de kreative processer, der ligger bag skabelsen af disse animationsperler, og man føler som læser, at man bliver inviteret med indenfor i varmen.

Alle film, der blev produceret imens Walt Disney levede, har fået tildelt et fokuskapitel, og man glemmer skam ikke at komme rundt om de mere sjældne og alment ukendt perler som eksempelvis “Make Mine Music” og “Melody Time”. Og kortfilmene, der blev produceret i “Silly Symphonies”-serien har fået sit eget kapitel indledningsvis. Der er timevis af læsning OG lærdom gemt i denne mastodont af en bog, og jeg kan ikke andet end give den min varmeste anbefaling! 


FAKTA

Titel: The Walt Disney Film Archives: The Animated Movies 1921-1968

År: 2016 (udgivelsesår for anmeldte udgave)

Forfatter: Daniel Kothenschulte

Oversætter: Originalsprog

Sider: 620

Genre: Faglitteratur / film

Land: England

Sprog: Engelsk

Forlag: Taschen

Cover: © Taschen