Én af sommerens store oplevelser var sandskulpturfestivalen i Søndervig, hvor kunstnere under temaet “Troldom og magi” havde skabt en række imponerende fantasiuniverser ud af 12.000 tons hårdt komprimeret sand. Faktisk var sandet så hårdt komprimeret, at det kunne regne i dagevis (og måger kunne starte familie i og på skulpturerne) uden at de tog skade i nævneværdigt omfang. Blandt de mange skulpturer – den ene mere flot end den anden – spottede mit falkeblik hurtigt en lille og ganske uanselig af slagsen: The Sorting Hat aka Fordelingshatten! Under denne eventyrlige hat, tidligere ejet af Godric Gryffindor, stillede Astrid troligt op til fotoseance med hugtand og storsmil, og hatten annoncerede, at hun torsdag den 9. august skulle begynde i 1. klasse på skolen i Allested-Vejle. Det er altså om to dage, at hattens spådom føres ud i livet.

I 1997 udkom “Harry Potter and the Philosopher’s Stone” på engelsk. Ingen kendte hverken Rowling eller Harry Potter på dette tidspunkt i historien. Heller ikke jeg, der i 1997 fik bogen med som gave fra The English Book Club, der ikke vidste, hvad de skulle stille op med det store antal bøger, Bloomsbury havde prakket dem på. Den kom sammen med Samuel Becketts samlede værker, som jeg havde bestilt, og det hele endte med, at jeg på en enkelt eftermiddag og aften slugte første bog, der altså evnede at skubbe selveste Beckett bagom i køen. Resten er historie, og jeg var hooked for good (ikke at jeg var at finde blandt de tosser, der camperede foran boghandlerne, når en ny bog i serien udkom … tsk, altså!)

I 1997 havde Warner Bros. heller ikke erhvervet sig rettighederne til filmserien, der senere skulle vise sig at blive en af Hollywoods helt store blockbustersucceser, og ingen kendte forlaget Bloomsbury, der havde antaget Rowlings manuskript til udgivelse, efter at hun havde modtaget afslag på afslag på afslag fra alle andre forlag. Store som små, kendte som ukendte. Et eventyr i sig selv. Ja, i kølvandet på den løbeildssucces, som Rowling og Potter oplevede hos Bloomsbury og Warner Bros, har der givetvis siddet en lang række mund- og handlingslammede redaktører hos de forlag, der takkede nej. Man kan forestille sig, at de i lutter afmagt over ikke at have Nostradamus-evner har flået store hårtotter ud af hovedet på sig selv. De stakler! Den sidste bog i serien – “Harry Potter and the Deathly Hallows” fra 2007 – solgte alene i USA 11 millioner bøger på blot 24 timer!

Men lad lige mig vende tilbage til nævnte sandskulpturfestival, der dannede afsæt for min lange (!) afstikker til Potter-land. Sandkunst udgør nemlig i sin kortlivede eksistens en flygtighed, der intensiverer oplevelsen af skulpturerne, når man beundrer og indtager dem, og i den henseende kommer jeg til at tænke på den skotske digter Robert Burns, der i 1790 skrevet det MEGET lange digt “Tam O’Shanter”. Her er passagen fra digtet, der korresponderer smukt med sandkunst, og som er oversat til dansk af selveste Hans Kirk, der – for at få rytmen på plads – med “valmubed” tillod sig en lille, bevidst stavefejl.

…Vor fryd er som et valmubed
– de røde blade drysser ned.
Som sne der fyger i en bæk,
hvid et sekund, for evigt væk …