The legend will never be the same!
– Tagline til “The Jungle Book” (Jon Favreau, 2016)
Rudyard Kiplings “Junglebogen” er den af hans fortællinger, der er blevet filmatiseret flest gange. De fleste kender Wolfgang Reithermans Disney-version fra 1967, der var den sidste animationsfilm, som Walt Disney selv arbejdede på. Han døde i 1966, altså året før filmens premiere.
I 2016 havde Disney premiere på deres live action-udgave af Kiplings berømte fortælling om Mowgli, Baloo, Bagheera og alle de andre fantastiske væsner, der lever i den jungle, der første gang blev vakt til live i 1894, da Kipling udgav sine fortællinger.
Det er Jon Favreaus live action-film, der bliver gransket i Ellen Wolffs “The Art of The Jungle Book” fra Titan Books, hvor især kunstnerne bag filmen kommer til orde.
Det er ikke uden problemer, at Disney er begyndt at live action-opdatere en lang række af deres animerede klassikere. Folk er negative, især på de sociale medier, hvor alle har en mening om alt. De nye udgaver kaldes idéforladte og håbløse. De driver rovdrift på det allerede eksisterende, og de er en hån mod kreativiteten og Disneys ånd, lyder det. Vrøvl, siger jeg!
At de sociale medier er fyldt med sure miner, negativitet og trolde er om noget, Disney igen og igen bliver gjort opmærksom på. Det er ligegyldigt, hvilke skridt, de tager, så er de forkerte. Og ja, internetpøblen var også ude med riven, da Disney annoncerede deres nye udgave af “The Jungle Book” … desværre! Det er en skam, at al denne negative foromtale af film, som endnu ikke har fået premiere, kommer til at fylde. Og at Jon Favreau med sin flotte film satte de negative røster og sure trolde på plads, ja det er jo kun herligt!
For den nye udgave af Kiplings fortælling er ikke en opdateret udgave af Disneys animerede klassikere fra 1967. Den er sin helt egen, og den lange præproduktionsproces, som skildres i nærværende bog, viser med al tydelighed, at der er lagt enorme, kreative ressourcer i at skabe en selvstændig film, der kan stå på egne ben og som fungerer som et uafhængigt kapitel i den række af filmatiseringer, Hollywood og andre filmnationer har givet os fra 1937 til i dag.
Wolffs bog, der i øvrigt har et fint forord ved Jon Favreau, tager os med på en rejse ind i kunstens jungle, hvor vi præsenteres for et overflødighedshorn af konceptkunst, skitser, tegninger og malerier, der blev udviklet i de 2-3 år før filmen gik i produktion.
Bogen er også udstyret med en lang række behind the scenes-billeder, der blandt andet viser stemmeskuespillerne i action.
Bogen er bygget op i kapitler og afsnit, der tager navn efter de mange figurer i filmen: Bagheera, Kaa, Baloo, King Louie, Raksha, Akela, Shere Khan m.fl. Hvert kapitel introducerer kort den pågældende karakter samt den skuespiller, der har lagt stemme til den. Eksempelvis Idis Elba (Shere Khan), Christopher Walken (King Louie) og Lupita Nyong’o (Raksha), der samtidig udtaler sig om den karakter, de giver liv med deres stemme. Det er interessant at høre, hvorledes skuespillerne griber det an, når en klassisk karakter skal nyfortolkes.
Det mest fascinerende er dog det indblik, man får i skabelsen af den enorme mængde kunst, der ligger til grund for filmens visuelle udtryk. Vi har at gøre med malerier og tegninger af så stor kvalitet, at man ville ønske, man kunne have dem hængende indrammet hjemme hos en selv. Kreativ dovenskab? Kom igen, hadefulde internettrolde og kommentarsporspøbel!
At vi har at gøre med en helt ny film, der ikke blot historiemæssigt, men også filmteknologisk, kan stå på egne ben vil meget hurtigt konstatere, når man har set den. Jon Favreau udtaler om den nye teknologi, der er brugt i filmen, at:
We feel like we’re out in fresh snow with no tracks to follow. We’re using technology that nobody’s used before, doing something in a way nobody’s ever done. (ibid. p. 21).
Ellen Wolff har skrevet en bog, der ikke blot er en hyldest til Favreau og Disneys film, men en hyldest til magien, fantasien, kreativiteten, filmkunsten, Rudyard Kipling og dennes fortællinger samt de foregående filmatiseringer, som den nye film uvægerligt må og skal forholde sig.
Som film-, Disney- og litteraturelsker er Wolffs bog en fornøjelse at læse, og de mange illustrationer er med til at lade fantasien få vinger … ja, man er ikke langt inde i bogen, førend man også finder sig selv inde i dybe, frodige jungler, hvor hverdagen må vige for eventyret. Hvis du er filmelsker, så skal du købe bogen. Hvis du er fan af “Junglebogen” … ja, så skal du i den grad købe bogen!
Bogen, der måler 25×28 centimeter, er udgivet i hardback og udgøres af 156 gennemillustrerede sider.
