Spionen, der kun lever to gange, er som bekendt tilbage for en sidste gang i skikkelse af Daniel Craig, der har takket nej til flere missioner i hendes majestæts hemmelige tjeneste.
Der er ingen grund til at danse rundt om den rygende pistol: “No Time To Die” er den smukkeste af alle Bond-film. Det er en noget nær æstetisk formfuldendt film, hvor musikken, klipningen og den smukke fotografering, varetaget af svenske Linus Sandgren, smelter sammen til en følelsesmæssig rutsjebanetur, der samtidig bliver en odyssé gennem seks årtiers Bond-film.
Cary Joji Fukanaga har med det sidste Craig-opus været med til at skabe den menneskeligste af alle James Bonds, og Daniel Craig har gennem fem film udviklet karakteren i en retning, der gør, at han står som noget ganske særligt i rækken af tidligere Bond-portrættører. Det er en film, der holder én fastlåst i spænding fra den nervepirrende prolog til den maveknugende epilog: Gennem filmens næsten tre timer sidder man skiftevis med en knude i maven, en klump i halsen og tårer i øjnene.
Craig er eminent fra start til slut, og man frydes over, at en æra bliver afsluttet så smukt og med respekt for det, han har været med til at bygge op siden “Casino Royale” i 2006: Det er en Bond-film, der bliver hos én, og selv dagen derpå sidder den i kroppen.
At film er følelser, at film skaber følelser, er “No Time To Die” et smukt eksempel på. Instruktøren favner hele universet fra 1962 til i dag, og Hans Zimmer udmærker sig ved at have komponeret musik, der klæder billederne på den mest optimale og følelsesgenerende måde. Især Zimmers fine cadeau til John Barry med nummeret “Matera” gør mine ører tilfredse, og det vemodige “Final Ascent” gør mig blød: Intet er mere elegisk, følsomt og tårefremkaldende end celloer og kontrabasser, som akkompagneres af blide violiner og et stille klaver, der – naturligvis – bygger op til det helt store, orkestrale gåsehuds-crescendo.
Jeg har anker i forhold til visse elementer i filmen, men i det store billede er de – alt efter, hvordan man vælger at reboote serien med en ny Bond – mindre betydningsfulde. Det er svært at tale om filmen i detaljer, da det indebærer afsløringer, og jeg ønsker ikke at ødelægge filmens fine momenter for andre.
Men jeg kan sige så meget, at det er en smuk film, en stor biografoplevelse og et værdigt punktum for Daniel Craigs tid som Bond. Han kan med oprejst pande give stafetten videre til en ny fortolker af den agent, der på film har givet os oplevelser siden 1962.
Selvom der har været “bumps on the road” under produktion og lancering (Craig, der kommer til skade under indspilningerne, instruktørskiftet fra Danny Boyle til Cary Joji Fukanaga, omskrivning af manuskriptet, skiftet af komponist fra Dan Romer til Hans Zimmer samt den nok så berømte og globale pandemi, der rykkede premieredatoen flere gange) så er man endt med en film, der på flotteste vis sætter foreløbigt punktum for James Bonds eventyr.
Selvom Bond spejler tiden, og selvom filmene er en nøgle til forståelse af tidens politiske og samfundsmæssige tendenser, så er Bond også traditioner, og det håber jeg, at man tager højde for i den kommende film, så man ikke alt for slavisk og underdanigt bukker tankeløst for en tvangsrepræsentation af køn, seksuel orientering og etnicitet.
Jeg kunne skrive vidt og bredt om James Bond, Ian Fleming, de 25 officielle EON-produktioner, de syv fortolkere af karakteren og måden, hvorpå Bond har udviklet sig fra 60’erne til i dag. Det vil jeg dog undlade at gøre: I stedet vil jeg tillade mig at håbe, at den næste film i serien bliver lige så fantastisk en genstart for franchisen som “Casino Royale” var det i 2006 – og at der bliver castet en hvid, britisk mand i rollen.
