Det er 1939. Jeg er 39 år fra at blive født. Batman, skabt af Bob Kane og Bill Finger, gør sin entre i tegneserien Detective Comics #27. Årstallet runder 1966. Jeg mangler endnu 12 år før ankomsten til denne verden. Adam West bliver den første Batman på film, instrueret til dans, farhumor og øjenbryn på masken af Leslie H. Martinson. Vi skriver 1989. Jeg er 11 år og for ung til at se Batman, den første loyale filmatisering af Nattens Ridder med Michael Keaton foran kameraet og Tim Burton bagved. Det er 1992, 1995 og 1997 på samme tid, jeg er teenager. Michael Keatons Batman vender tilbage hos Tim Burton, foreviget som Val Kilmer med Joel Schumacher i instruktørstolen, siden nedfrossen i en tilstand af George Clooney. 2005, jeg møder min kommende kone. Den Kappeklædte Korsfarer begynder i skikkelse af Christian Bale hos Christopher Nolan, bliver til Den Mørke Ridder i 2008 og slutter sin trilogi ved at rejse sig i 2012. Kalenderen viser 2016. Jeg er voksen, gift og har tre sønner. Batman ankommer ved daggry, masken sidder på Ben Affleck. Det er 2022. Jeg er midt i mit liv, hvis jeg er heldig. Eller uheldig. Robert Pattinson er den syvende Batman på film, instruktøren hedder Matt Reeves.
Forventninger er rammesættende for enhver kulturel oplevelse. Derfor er det værd at nævne rammen for The Batman, der eksisterer uden for det fælles filmunivers hos DC Comics, kendt som DC Extended Universe, hvis bagkatalog primært består af Man of Steel (2013), Batman vs Superman: Dawn of Justice (2016), Wonder Woman (2017), Justice League (2017), Aquaman (2018), Shazam! (2019) og Wonder Woman 1984 (2020), hvorimod Suicide Squad (2016), Birds of Prey (2020) og The Suicide Squad (2021) har en løsere kobling til universet.
Matt Reeves har tidligere instrueret de fremragende genfortolkninger Dawn of the Planet of the Apes (2014) og War for the Planet of the Apes (2017), film klippet af William Hoy. Han er ligeledes klipper på The Batman. Reeves har også skrevet manuskriptet sammen med Peter Craig. Som manuskriptforfatter har Craig et broget cv: Fra at være nomineret for bedste manuskript for The Town (2010) hen over solide popkornfilm som The Hunger Games: Mockingjay – Part 1 (2014) og The Hunger Games: Mockingjay – Part 2 (2015), til masseproduceret middelmådighed: og 12 Strong (2018) og Bad Boys for Life.
Musikken til The Batman er komponeret af Michael Giacchino, der har etableret sig som en af de allerdygtigste filmkomponister i det 21. århundrede, illustreret af dette udpluk: The Incredibles (2004), Ratatouille (2007), Star Trek, Up (begge 2009) Jurassic World (2015), Doctor Strange, Rogue One: A Star Wars Story (begge 2016) og Jon Watts’ Spider-Man-trilogi med Tom Holland i titelrollen, dertil kommer samarbejdet med Matt Reeves om førnævnte Planet of the Apes-film.
Filmfotografen bag The Batman, Greig Fraser har blandt andet arbejdet på Dune (2021), Rogue One: A Star Wars Story og tre episoder af The Mandolorian (2019- ), alle tre udmærker sig ved en sublim billedside, hvor Fraser er nomineret til en Oscar for Dune.
The Batman begynder i det andet år for selvtægtudøveren Batman (Robert Pattinson), der bliver draget ind i mordet på en prominent person i Gotham. Filmen introducerer også Riddler (Paul Dano), Selina Kyle (Zoë Kravitz), James Gordon (Jeffrey Wright), Oswald “Oz” Cobblepot (Colin Farrell), Alfred Pennyworth (Andy Serkis) og Carmine Falcone (John Turturro). Med andre ord har Matt Reeves samlet et imponerende cast af talentfulde skuespillere i selv mindre roller, ikke ulig, hvad Christopher Nolan gjorde med sin trilogi om Batman. Sammenligninger på tværs af filmatiseringer, Batman eller andre karakterer, er sjældent en meningsfuld øvelse, da film er en markør for tiden og strømninger heri. Film er et spejl for virkeligheden og den er ikke statisk. Filmhistorisk er det interessant at analysere forskelle, ligheder og referencer, men det er en snak til en anden tid. Mest oplagt er en sammenligning mellem The Batman og den film, der ofte bliver fremhævet som den bedste om Nattens Ridder: The Dark Knight for fjorten år siden. Christopher Nolan og Christian Bale startede rejsen to år tidligere med Batman Begins, der i sin egen ret er en fantastisk film, ikke blot inden for sin genre, men filmhistorisk. Udover, at The Dark Knight bygger videre på sidstnævnte film, er der også en væsentlig anderledes vinkel på karakteren, vægtningen af personlighedstrækkene hos måske en af de mest komplekse superhelte. Den analyse ligger uden for denne anmeldelses sigte.
Indledningen i The Batman er som løftet fra Watchmen (2009), hvor Rorschach er i fokus. Sidstnævnte er selv en arketypisk selvtægtudøver med inspiration fra netop Batman: Detektiven iklædt kostume besidder ingen superkræfter, kun et intellekt udover det sædvanlige, viljestyrke nok til en hel superheltegruppe og et moralsk kodeks end ikke Superman kan flytte. Batman hører til i Gotham, en storby i fordærv og hvis lys ikke kan nå skyggerne. Byen er regnvåd, rå og har en atmosfære af utryghed, som ikke blot er reserveret for den gængse borger, men også for de kriminelle elementer. Gemt i hver en skygge kunne de møde Batman. Introduktionen af titelkarakteren fremkalder kuldegysninger. Det musikalske tema fra Michael Giacchino, effektivt og mindeværdigt i sin enkelhed, svejser sig til det visuelle udtryk hos Greig Fraser og lader os føle, hvad de krimelle føler. Uforfalsket gru. Igennem hele filmen skaber Frasers brug af lys og mørke en æstetik i Gotham, der aldrig har været mere grum og akkompagneret af Giacchinos kompositioner, gør The Batman til en skelsættende oplevelse for sanserne. Filmens 176 minutter er en tidsmæssig investering af de større, men den tålmodige får sin belønning af en film, der giver sig tid til at lade karakterer og handling folde sig ud på fortræffelig vis.
Titelkarakteren fortolker Robert Pattinson ved en forvreden balance mellem Batman og Bruce Wayne og reducerer rigmanden til et nødvendigt onde for at personificeringen af hævn kan eksistere. Pattinson giver sig hen til karakterens selvdestruktive side, enspænderen, hadet til forbryderne er større ned kærligheden til livet. Batman ér den ubalance, forårsaget af traumet i hans barndom, mellem kærlighed til det gode og hadet til det onde. Det had, der gør Gotham til et bedre sted for alle undtagen ham selv. Han er den forpinte, hyperfokuserede superhelt. Hovedrollen er Batman, ikke Bruce Wayne og han er beslutsom og vred. Et udtryk for dette er anvendelsen af den sorte ansigtssminke om øjnene, når masken er på. Ude af dragten, sidder sminken til stadig rundt om øjenpartiet, udtværet, som om den fortrænger Bruce Wayne for at gøre Batman til den altdominerende persona. The Batman udforsker også karakterens essentielle detektivarbejde på gaden, blandt politifolk og kriminelle, og mindre ved hans arbejde foran en skærm.
Filmen er dog ikke uden humor, der velplaceret løfter stemningen og samtidig tætner den dystre membran over sit persongalleri og byen. Reeves håndterer flot sekvenserne med aktion, og giver dem brutalitet og beslutsomhed med overblikket intakt. Mens Christian Bale er en ninja, er Robert Pattinson en kampvogn.
Helten er dog kun lige så stærk som skurken, et bærende element ved kvaliteten i The Dark Knight og Pattinson får dygtigt modspil af Paul Dano, hvis Riddler er et dybt forstyrret menneske i besiddelse af et intellekt, som rivaliserer Batmans. Riddler og selve handlingen i The Batman trækker på fornemme film som Seven (1995) og Zodiac (2007) af David Fincher. De andre skuespillerne omkring og over for Pattinson leverer alle stærke præstationer. Zoë Kravitzs som Selina Kyle er sin egen forførende kattekvinde, Jeffrey Wright søger for, at James Gordon er tillidsvækkende og idealistisk, Andy Serkis formår at få det maksimale ud af begrænset skærmtid som Alfred Pennyworth, John Turturros Carmine Falcone er slesk og beregnende, og så forsvinder Colin Farrell fuldstændigt ind i rollen som Oswald “Oz” Cobblepot: Stemme, positur og sminke har transformeret Farrell i en grad, hvor det er umuligt at genkende ham.
Filmen balancerer tålmodighed, stemningsmættet handling, et overdådig visuelt udtryk, aktion med blottede nerver og karakterudvikling på den knivsæg, som også Denis Villeneuve mestrer.
Batman er frygt. Han er hævn. Nattens Ridder har aldrig været mere et nattevæsen end i The Batman.