Not every god has a plan.
Sådan lyder sloganet for “Thor: Love and Thunder” – den fjerde selvstændige film om tordenguden og samtidig den 29. film i Marvels fælles filmunivers, Marvel Cinematic Universe. Det slogan vender vi tilbage til. Anmeldelsen vil – undtagelsesvis – indeholde mindre afsløringer om handlingen. Taika Waititi instruerer, som han også gjorde med “Thor: Ragnarok” (2017), og han har også skrevet manuskriptet sammen med Jennifer Kaytin Robinson, instruktør og forfatter på “Someone Great” (2019), en romantisk komedie, og den anmelderroste “Unpregnant” (2020).
Filmfotografen Barry Idoine er involveret i flere episoder af “The Mandolorian” (2019- ), mens musikken er komponeret af Michael Giacchino og Nami Melumad.
Chris Hemsworth spiller for ottende gang Thor, niende gang, hvis man medregner hans kortvarige optræden i “Doctor Strange” (2016). Tilbage er også Jane Foster (Natalie Portman) for første gang siden “Thor: The Dark World” (2013), Valkyrie (Tessa Thompson), Sif (Jaimie Alexander) og Korg (Waititi). Nyankommne i universet er Gorr the God Butcher (Christian Bale) og Zeus (Russell Crowe).
“Thor: Love and Thunder” åbner ved at sætte scenen for Gorr, og hvorfor han går under tilnavnet The God Butcher. Herefter skifter filmen til at lade Korg fortælle historien om Thor, der tjener som en opsummering af de tre foregående film, men på den lettere enfoldige, dog overdrevne facon, som er kendetegnende for Korg. Så kan løjerne starte, hvor “Avengers: End Game” (2019) sluttede, da Thor begav sig af sted med Guardians of the Galaxy. I hvert fald for én actionsekvens. Godt 25 minutter inde i den samlede spilletid på 119 minutter er dét bekendtskab slut og dermed er de altoverskyggende svagheder ved filmen åbenbaret: De drastiske skift i toner, der føles som olie og vand, scener uden en fornemmelse af sammenhæng mellem hinanden og væsentlige plotelementer, som foregår borte fra skærmen.
Og så har vi titelrollen. Thor er tonedøv og selvhøjtidelig, men fra at være en af de mere seriøse superhelte hos Marvel, genopstod Thor i “Thor: Ragnarok”, en blød genfortolkning af tordenguden, som en kæk helt, dog besidder han fortsat både selvhøjligheden og en til tider manglende situationsfornemmelse, noget etableret helt tilbage i “Thor” (2011) og bragt videre i “Thor: The Dark World”. Han er dog fremstillet mindre og mindre intelligent for hver film. Det komiske talent og sans for timing hos Chris Hemsworth fornægter sig ikke, men karakterskildringen er frustrerende inkonsistent: Thor udviser i nærværende film nye kræfter, der tidligere har kunne være nyttige, men her i fjerde selvstændige film og ottende centrale optræden hos Marvel, trækker Waititi kræfterne op af posen.
Over for Hemsworth er Christian Bale som Gorr the God Butcher. Bale er en utrolig dygtig skuespiller og bringer en fænomenal intensitet og dedikation til sine roller, hvilket også er tilfældet her. Desværre er – i vanlig Marvel-tradition – Gorr the God Butcher kriminelt underudviklet og mest et plotelement, som dukker op efter behov. Håndteringen af skurke hos Marvel resulterer alt for ofte som underviklede karakterer, der ikke får nok tid til at blive bygget op, før de bliver revet ned. Bale gør meget med lidt, og Gorr havde potentialet til at være en af de mest mindeværdige skurke hos Marvel, men vi må nøjes med en middelmådig rolle til en fantastisk skuespiller. Dertil kommer, at karakteren Gorr syntes at stamme fra en anden film, når tonen er så let i resten. Eksempelvis er Crowe som gudernes kong, Zeus mere en parodi end en troværdig karakter og befinder sig nærmest i sin egen film, instrueret af Mel Brooks. Portman og Thomson fungerer fint sammen, om end de er markant anderledes karakterer end vi sidst så dem. Portman excellerer i de dramatiske scener, mens hendes komiske øjeblikke virker stive og ukomfortable for hende. Sidst, men ikke mindst, har vi Korg i CGI-skikkelse af Waititi. Korg var en af de bedste ting ved “Thor: Ragnarok”, fordi hans tilstedeværelse var brugt med omhu, hvorimod Korg i denne film fungerer i mindre grad, da han fylder for meget, blandt andet som fortælleren i filmen. Det er klodset, usjovt og er vandet til den dramatiske olie.
Usjovt er det også, når Waititi integrerer et – i internet-år – gammelt YouTube-fænomen, et sæt skrigende geder, der allerede efter anden gang føles anstrengt, men instruktøren fortsætter med at hive vittigheden frem. Sjovt på papir, tamt på skærm. Et andet eksempel er forholdet mellem Thor og Stormbreaker, hans økse, der er så sansende, at våbnet bliver jaloux, da Jane vender tilbage som The Mighty Thor med Mjølner, Thors legendariske hammer. Dette leder til en forceret komplikation for Thor. Situationen virker én gang, men heller ikke her kender Waititi begrænsningens kunst og hammer det plotelement, til humoren er lige så subtil som lynild på en klar nattehimmel. Det er fjollet uden at være sjovt.
Marvel fortsætter ligeledes med at bruge kombinationen af musiknumre tilsat sekvenser med aktion, noget James Gunn introducerede hos Marvel i “Guardians of the Galaxy” (2014). Siden har ingen formået at anvende de lige så sømløst i narrativet. Heriblandt “Thor: Ragnarok” og “Captain Marvel” (2019). Brugen i Thor: Love and Thunder virker da også mere konceptuelt end meningsfuldt. Kompositionerne fra Michael Giacchino hæver niveauet for filmen, præcis som John Williams altid gør for film eller serier sat i Star Wars-universet.
“Thor: Love and Thunder” er en visuel ambitiøs film med et budget på 185 millioner dollar, skuespillet er i top, men udførelsen halter i en opsætning af en række sketchs og manuskriptet er svagt. Heri tilsidesættes mere plads til Bale til fordel for vittigheder, der oftere misser end lander, hvilket gør inklusionen af vittighederne endnu mere uforståeligt. Opbygningen af historien, udbyttet og konsekvenser er så begrænset, at filmen ender med at være en banalitet, en halvhjertet fortælling, hvor adskillige centrale plotelementer sker uden for kameraets synsvinkel. Gorr ønsker alle guder skal dø, men den eneste gud, han slagter i filmen, sker i selvforsvar, alligevel beder filmen publikum opfatte ham som en trussel.
Resultatet er en forhastet og ufokuseret historie, som rummer flere film i én: The Mighty Thor (Jane Foster) kunne være sin egen følsomme film, Gorr en dyster fortælling og komedien med Zeus, men filmen savner opbygning til stort alle større plotelementer. Det skaber en vægtløs filmoplevelse, hvor man kun momentvis ser, hvilken film, “Thor: Love and Thunder” kunne have været. Tordenguden mangler en plan.
