Der findes bøger, man kan læse igen og igen, uden at de mister den magi, der lokker os tilbage. En sådan bog er Bent Hallers udødelige fortælling “Kaskelotternes sang”, der udkom første gang for 42 år siden. Det er en bog, som jeg anbefaler alle at købe og læse: Så støtter man både forfatteren og udvider sin horisont, og det er jo win-win!

Og jeg beklager på forhånd det spoilertunge indlæg! Hvis ikke har læst bogen eller set filmen, så fortsætter på egen risiko!

Der var musestille i sengen, da højtlæsningen satte i gang i går aftes. Øjnene var store, ørerne slået ud. Vi var nået til kapitlet “Fælden” i Bent Hallers uomgængelige klassiker om de to unge kaskelothvaler – Tangøje og Gylte – og deres eventyrfærd rundt om i havene, der er blevet ødelagt, smadret og forurenet af menneskene.

I nævnte kapitel dør Tangøjes gode ven Gylte under de mest grufulde omstændigheder: Hun bliver smurt ind i olie, synker til bunds og fortæres af en flok meget sultne hvidhajer. Det er hårde sager, og inden da havde Tangøje endog mistet sin mor til hvalfangere, der havde harpuneret hende sønder og sammen. Min mindste datter lyttede, som hun aldrig havde lyttet før, selvom det er anden gang, hun får den læst højt. Det er tredje gang, storesøster får bogen læst højt, så hun vidste også, hvad der ville komme, men bidrog med samme lyttende stilhed som sin lillesøster.

Bent Haller skriver: Hajerne ventede tålmodigt nede på bunden. De lå på lur bag stenene, og hver gang Tangøje måtte op efter luft, gik de til angreb på Gylte. De rev store stykker spæk ud af hendes krop, og blodet steg som en paddehattesky op mod lyset.

Hallers bog, der udkom første gang i 1981, handler om miljøforurening og menneskets voldsomme rovdrift på alt levende i havet. Bogen var sørgeligt relevant i 1981, som den også var det, da jeg første gang læste den i 1987. Og i dag står det stadig slemt til: Mennesket tager kun modvilligt ved lære og handler ofte først, når det er for sent. At slukke branden, før den får fat, er ikke noget, der praktiseres.

“Kaskelotternes sang” er én af dansk litteraturs perler: Den er velskrevet, gribende og grum, og den udgør det fineste afsæt, hvis man vil tale om vigtigheden af at passe på miljøet og naturen. Og så sender romanen i øvrigt et kærligt nik til såvel Herman Melvilles mesterværk “Moby Dick” fra 1851 som til myten om den sunkne by Atlantis.

I 1984 fik Jannik Hastrups frie filmatisering af Hallers bog biografpremiere. Filmen, der kom til at hedde “Samson og Sally”, skal vi se for anden gang, når vi rammer romanens “The End” om små fem kapitlers tid. Så kan vi på ordentlig manér afrunde vores rejse med kaskelotterne.

Filmen er markant blidere end romanen. Eksempelvis nænner Jannik Hastrup ikke at tage livet af Sally, som Haller gjorde det med Gylte. Nej, begge kaskelotter overlever, og de får endog en unge, hvilket giver et smukt håb for fremtiden. Men selvom tonen er mere lys og lystig i filmen (vi får blandt andet en jazzet og meget livlig og festlig hvalrossang) så undlader den ikke at tage fat i den problematik, der er kernen i Hallers roman, nemlig miljøforureningen. Og her oplever Samson og Sally eksempelvis, hvorledes menneskene tankeløst dumper tønder med gift i havet. Så selvom filmen ér mere blid end romanen, så har den stadig bid.

En ekstra visionær og grum pointe viser sig, da Samson svømmer rundt i en forsvunden og sunken metropol, hvor Frihedsgudinden pludselig dukker op. Den omfattende miljøforurening har fået Frihedsgudinden, selve symbolet på den vestlige kultur, til at synke i havet. Og med denne pointe sender Hastrup et intertekstuelt nik til den overrumplende slutning i Franklin J. Schaffners mesterværk “Planet of the Apes” fra 1968, der ligeledes handler om menneskets formidable evne til at ødelægge og destruere.

Både Hallers roman og Hastrups film er tidløse perler, der står på min meget lange liste over værker, børnene skal have proppet i deres kulturrygsæk – hvilket de nu har fået for henholdsvis anden og tredje gang.