En lang historie kan ikke altid gøres kort, og Spielbergs veje er i sandhed uransagelige.

Jeg blev færdig med at læse Alan Sepinwalls og Matt Zoller Seitz’ “TV: The Book” i går aftes. Det er en bog, som kyndigt og kærligt beskæftiger sig med de bedste amerikanske tv-serier fra 50’erne til i dag. Bogen afsluttes med et kapitel, der helliger sig tv-filmene, og her fremhæver Seitz Steven Spielbergs “Duel” fra 1971 som den bedste amerikanske tv-film nogensinde. Intet mindre!

Hvorom alting er, så tænkte jeg ved mig selv, at jeg hellere måtte få genset “Duel” hurtigst muligt. Desværre viste det sig, at den ikke var at finde i filmbibliotekets Spielberg-sektion … og det til trods for, at jeg var overbevist om, at jeg havde Spielbergs komplette oeuvre stående. Det havde jeg så ikke, der var et hul i samlingen!

Det hul blev så lappet i dag, da jeg med Mini besøgte den lokale genbrugsbutik, der havde 50% på alt. For lige der i bunken af film lå “Duellen” – den nærmest strålede mig i møde. Jeg skulle ikke bladre. Jeg skulle ikke lede. Nej, den lå ovenpå alle de andre film og gjorde opmærksom på sig selv.