Jeg har netop (med stor fornøjelse) slugt første sæson af den HBO-producerede “Perry Mason” med Matthew Rhys i titelrollen som den lettere afdankede privatdetektiv/advokat Perry Mason, der (tro mod detektivklicheen) har voldsomt rod i sit bagland. Han er brillant i rollen, og hvor er det fantastisk at se John Lithgow, der spiller Masons mentor Elias Birchard, i en velskrevet rolle, han former så smukt og smerteligt.

Det er gribende krimifiktion, der repræsenterer om ikke et opgør med, så dog et afbræk fra de mange metervareproduktioner, genren kanaliserer ud hvert år. Det er en fantastisk og velproduceret serie, der skaber et gennemført billede af 30’ernes depressionsramte USA. “Perry Mason” er tv-fiktionens svar på slow food – det er slow crime af bedste slags!

Det er den amerikanske forfatter Erle Stanley Gardner, som skabte Perry Mason. I perioden 1933 til 1973 skrev Gardner over 80 kriminalromaner med Mason som advokatprotagonisten, der går igennem ild og vand for at hjælpe uskyldigt mordanklagede. Gardner, der selv var advokat, er i dag gledet i glemsel – desværre!

Forlaget Rosenkilde & Bahnhof nåede (inden de blev slugt af forlagsgiganten Lindhardt & Ringhof, der herefter lagde hele Rosenkilde & Bahnhofs bagkatalog af klassikere i graven) at genudgive en lang række af Gardners “Perry Mason”-romaner.

Så godt som ingen læser i dag hans romaner, og selv den bedst kendte tv-serie fra tv-fiktionens guldalder er i dag blevet slugt af Lethe, glemslens gud.

Det er CBS-serien med Raymond Burr, som kørte over 9 sæsoner fra 1957 til 1966, som længe har tronet som den vigtigste. Efter Burrs farvel til rollen, blev serien genoplivet med Monte Markham i rollen som Mason. Det var igen CBS, der stod bag, men denne gang levede serien kun i én sæson, og den kørte fra 1973 til 1974.

De alt for mange streamingtjenester burde påtage sig et dannelsesmæssigt ansvar og stille serier fra guldalderen og frem til rådighed for deres abonnenter.

© HBO