Lolita, mit livs lys, mine lænders ild. Min synd, min sjæl.
Hvorfor indlede en anmeldelse af hollandske Lucas Rijnevelds roman “Min egen øjesten” med et citat fra Vladimir Nabokovs klassiker “Lolita”? Fordi, de to romaner er så tematisk sammensmeltede, at man under læsningen af Rijneveld har Nabokov boende i baghovedet. Han slår simpelthen rod i ens tanker, og forbrødringen mellem de to værker kan ikke anfægtes. Det er tydeligt, at Rijneveld har et forhold til den 65 år ældre roman, og citatet ovenfor kunne have været plukket ud af Rinjevelds vildsomme tankestrømme.
Lucas Rijnevelds “Min egen øjesten” er en tanketumultarisk mavepuster. Det er en fortælling om kærlighed, begær, besættelse, pinsel og død. Perspektivet tilhører en 49-årig mands – en dyrlæge kaldet Kurt, der forelsker sig i en 14-årig pige. Romanen er skrevet som en lang tilståelse af skyld, ligesom Nabokovs “Lolita”, og det er via Kurt, der er fortælleren, at det betændte forhold får vinger: Som Ikaros flyver Kurt for tæt på solen, og han styrter. Romanen er én lang og svimlende nedgangs-tour de force. En deroute, der koster Kurt anseelse og ægteskab.
Både dyrlægen, og den 14-årige pige, der begæres, er alvorligt traumatiserede. Hun, fordi hun har lidt et tab, der har slået skår i familiens harmoni: hendes mor er stukket af, og hendes far lader sig omslutte og indkapsle af sorgen. Han drukner sig i arbejde, og han ignorerer sin datter. Hun er selv fortæret af skyldfølelse og fortaber sig i fantasier om tortur. Hun sulter sig, distancerer sig og mister barndommens uskyld.
Kurt måtte opleve at skulle aflive utallige dyr under mund- og klovesygekrisen, og han blev konfronteret med bøndernes lidelser og et selvmord, der nu hjemsøger ham. Han led et endnu dybere traume afstedkommet af det seksuelle misbrug, han blev udsat for af sin ukærlige og fanatisk religiøse mor. Det antydes, at det incestuøse forhold har resulteret i en aldersstagnering for Kurt, der ganske vist er et intelligent, voksent menneske, men som også er fanget i teenagedrengens fascination af den helt unge pige.
Denne selvmedlidende indsigt (at han ældes, vokser op og modnes, men at opmærksomheden for (og interessen i) den voksne kvinde ikke følger med, men forbliver fanget i fascinationen af unge piger) er en slet skjult men ikke formildende omskrivning af pædofili. Hans kærlighed til den 14-årige fremstår som et utøjleligt, lystent og dyrisk begær, hvilket understøttes af de metaforer, han bruger om hende. Her gør især “pragtdyr” sig bemærket, og konnotationerne er ikke ligefrem positive.
Hans tankeforbindelser er i høj grad knyttet til dyrene, især koen, og når han omtaler den unge pige i kapitel 21, associerer han netop fra ko til pige:
Da jeg lod min plasticbehandskede hånd glide ind i en koskede, kunne jeg umuligt vide, at jeg senere samme aften skulle mærke den samme gloende varme. Jeg skulle forveksle blaarkop-køernes brunst med barnets (…)
Og senere i samme kapitel:
(…) og jeg lod min hånd glide ned i dine trusser og mærkede forundret hvor fugtig du var, åh, salighedens sump, og jeg takkede dig for det, og du spurgte “for hvad” og jeg smilede fordi du ikke forstod det (…)
Den unge pige er både “pragtdyr” og “putto” (en engleagtig barnefigur) – en modsætning, en dualisme, hvor skyld og uskyld smelter sammen i én person. Hun er uvidende om den verden, hun tvinges til at navigere i, og det tak, han giver hende, modtages med barnets naive forundring. Hun forstår ikke, hvad der sker, og han smiler som groomeren, der er nået til første etape af den planlagte rejse mod endemålet: samlejet, der er en voldtægt!
Det er Kurts seksuelt forstyrrede mor, der selv er traumatiseret, hun mister et barn, der er med til at skabe det traume, der bærer Kurt igennem livet. Mareridtsscenen, hvor moren aborterer og giver Kurt skylden for det dødfødte barn, er ikke subtil, men båret frem af alt for ulideligt klare billeder. Romanen er som mørke skyer, torden og lyn. Smerten, desperationen, mareridtene og dæmonerne skrives frem med en sproglig staccato, der både er poetisk smuk og menneskeligt brutal.
Det er et intenst, menneskeligt drama, der udspiller sig i den 42 kapitler lange roman, der tog pusten fra denne læser, som flere gange måtte holde en pause fra fortællingen, der lader til at være blevet spyttet ud i én skylle: Det er nærmest én stor, lang og flydende sætning per kapitel! Få pauser, få afsnit og endnu færre punktummer. Det er stream of consciousness, der præger siderne, og som en indre monolog strømmer ord og sætninger os i møde uordnet, associativt og drømmende eller – som anmelderen i The Observer så rammende beskriver læseoplevelsen – som et hvirvlende delirium og cyklonagtig.
Fortællingen om dyrlægen og det 14-årige “pragtdyr” rammes ind af elendighed og katastrofer: mord, bortførelse, selvmord, incest, mund- og klovsygekrisen, terror, 9/11-katastrofen, masseskyderiet på Columbine High School i 1999, sygdom, religiøs fanatisme, en traumatisk barndom, et forlist ægteskab og en fraværende far.
Al denne elendighed vælter ud af spygattet: Der er ingen lyspunkter, ingen glæde, ingen fremdrift, der resulterer i noget godt for karaktererne. Kurt er den notoriske løgner, der balancerer ægteskab og familieliv med den skjulte grooming, det skjulte misbrug. Kærligheden bruges som undskyldning for begæret og lysten mod uskylden og ungdommen. Kurt bevæger sig af deroutens vej, og besættelsen, der æder sig ind på ham som et delirium, betyder, at han ødelægger et barn, der allerede er ødelagt.
Der er intet forsonende i Rinjevelds roman – den er poetisk, og den bruger mørket mesterligt. Det er en ubehagelig roman, der også er smuk og æstetisk og (mest af alt) ubærlig. Læs den, hvis du kan.
