Polydrosus formusus på vandretur

Se lige denne lille, smukke bille. Ja, faktisk er den så lille (blot 5-7 mm) at de fleste ikke bemærker den, når den kommer marcherende. Billen, der ikke har et dansk navn, men som på latin er døbt Polydrosus formusus, hører til familien af snudebiller. Et fint familienavn til alle de biller, der er udstyret med et lille – men ganske synligt – snudeskaft. Den lille polydrosus-bille har den smukkeste grønne smaragdglinsende farve med sorte længdestriber ned langs skjoldet. Billen, der gør sig bemærket fra maj til august, er ganske almindelig herhjemme. Ja, den er endog under udbredelse.


© Robert Johannes Rasmussen