Olga Ravns (f. 1986) “De Ansatte” foregår i det 22. århundrede ombord på rumskibet Det sekstusinde skib. Her er besætningen, mennesker og menneskelignende ansatte, i besiddelse af nogle udenjordiske genstande. Bogen er opbygget af vidneudsagn i umiddelbar vilkårlig rækkefølge, da et unavngivet panel dokumenterer genstandenes påvirkning af de ansatte.
Værket fra Ravn er digterisk i form, hvor forfatteren spejler menneskeligheden i de fremmede objekter, der skaber associationer om forgængelighed, følelser, død, relationer, minder, teknologi, arbejdsliv, formål og eksistens. Objekterne er den røde tråd i en ellers fragmenteret fortælling. Ravn opstiller en sanselig mosaik af oplevelser, minder og refleksioner, og hun besidder et imponerende greb om sproget med overdådige metaforer og associationer.
”De Ansatte” oplever jeg mere som en digtsamling på 134 sider end en decideret roman. Den oplevelse er dikteret af kunstgrebet – de fragmenterede vidneudsagn – og skaber en distanceret atmosfære uden navne, hvilket i sig selv kan læses som en kritik af en arbejdspladskultur, som fremmedgør de ansatte.
Fortællingens usagte elementer gør, at læseren må forbinde de historiemæssige prikker, som er spredt ud, til at tegne sit eget billede af fremtiden. Original, ja, men også hæmmet af sit kompromisløse stilmæssige koncept.
