“Verdenshjertet” (2021) er skrevet af Viggo Bjerring (f. 1981) og er hans romandebut. Vi befinder os i en nær fremtid, hvor hovedpersonen Mads bor i København. Han ernærer sig fra dag til dag via onlineportalen Easyjobs som korrekturlæser, redaktør og lignende. Samfundet, efter pandemier og fremkomsten af kunstig intelligens, er domineret af øko-kapitalisme og særligt de unyttige (ledige) kæmper for at holde sig oven vande, eftersom den kunstige intelligens har overtaget hovedparten af jobs. Enspænderen Mads hopper fra småopgave til småopgave, indtil han en dag tager en opgave som ghostwriter på en spændingsroman. Men alt er ikke, hvad det ser ud til.
I løbet af de 264 sider berører Bjerring flere spændende implikationer ved kunstig intelligens og påvirkningen af vores samfund, kultur og vores egen menneskelighed, ligeledes er fremkomsten af øko-kapitalisme interessant. Romanen er velskrevet og tempofyldt, og fortælleren Mads er lige dele ynkelig, desperat og nem at sympatisere med.
Det er ganske tydeligt, at plottet om at være ghostwriter på den fiktive roman spejler Bjerrings egne erfaringer og refleksioner om den kreative skriveproces og om at være forfatter. Det giver en ekstra dimension og et indblik i frustrationer, ambitioner, tvivl, besættelse og udviskningen mellem fiktion og virkelighed omend det er mest interessant for læsere med skriveerfaring.
Tonen er underspillet, og rækker af associationer fletter sig ind i mere løsrevne observationer af hverdagssituationer, mens prætentiøse ord drypper ned i det ellers jordnære og enkelte hverdagssprog, hvilket gør læseoplevelsen noget ujævn. Billedsproget er præget af opfindsomhed, men Bjerring holder til tider læseren for meget i hånden ved at overforklare. Og så er der det historiemæssige skifte. Halvvejs tager romanen et hårdt sving og efterlader en del af det opbyggede univers uden at kigge sig tilbage.
”Verdenshjertet” tilbyder et fint læsetempo, historien bevæger sig kvikt fremad med et mysterium i centrum, dog går Bjerring mere i bredden end i dybden og det er en skam. På den måde minder romanen om ”København, udateret” (2022) af Villads Andersen (f. 1988). Begge er præget af at have stærkere enkeltdele end helheden på grund af det uforløste potentiale som samfundskritik.
Jeg savner mere substans i samspillet mellem kunstig intelligens og skrivekunsten, mellem kapitalisme og økologi, og synet på arbejdsløse og situationen for prekariatet, der akkurat bliver holdt på sultegrænsen. En udfoldelse af disse elementer ville ophøje ”Verdenshjertet” fra en fin læseoplevelse til en stærk roman.